Fem partier præsenterede mandag eftermiddag en aftale om sigtelinjer for budgettet 2027-28. Det skete uden om borgmester Nicolai Bechfeldt, som mener, at forslaget rammer helt ved siden af skiven økonomisk.
Af Mikkel Kjølby
Få dage efter borgmester Nicolai Bechfeldt (V) sendte et budgetoplæg til byrådets partier, præsenterede fem partier med borgmesterens konstitueringspartnere, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i spidsen en aftale om sigtelinjer for budgettet 2027-28. Det er så tæt på en budgetaftale som muligt på nuværende tidspunkt. De fem partier udelukker ikke, at Venstre kan komme med i budgetaftalen.
Nicolai Bechfeldt blev præsenteret for forslaget ved forhandlingerne på rådhuset mandag eftermiddag. På samme tidspunkt blev det offentliggjort i Alt om Furesø.
Nu har borgmesteren nærstuderet sigtelinjerne, som forvaltningen har gennemgået sammen med alle partierne. Han er nået frem til en klar konklusion.
– Man må konstatere, at de samlet rammer helt ved siden af skiven i forhold til, hvad der er økonomisk bæredygtigt. En tocifret millionoverskridelse af servicerammen og en tilsvarende tocifret statslig millionstraf, mener jeg vil være ødelæggende for Furesø både på den korte og lange bane, siger Nicolai Bechfeldt, som glæder sig over, at sigtelinjerne indeholder markante investeringer i børn og ældre – for det var præcis det jeg Venstre Furesø gik til valg på.
Nicolai Bechfeldt opfordrer partierne til at udvise økonomisk ansvarlighed.
– Som jeg sagde i valgkampen, så bliver politikerne i Furesø nødt til at prioritere, hvis enderne skal kunne mødes. Samlet set må jeg også sige, at sigtelinjerne ser en anelse røde ud. Dokumentet kunne tyde på, at nogle af mine borgerlige kollegaer i byrådet ikke har kunnet modstå fristelsen for et ”tak for sidst” og er kommet til at skrive under på noget, som hverken er specielt borgerligt eller økonomisk ansvarligt, lyder det fra Nicolai Bechfeldt med henvisning til Konservative.
Borgmesteren opfordrer til tålmodighed i budgetforhandlingerne.
– Et holdbart, sammenhængende og ansvarligt budget som alle kan se sig selv i, tager tid. Jeg tager sigtelinjerne som et udtryk for, at tålmodigheden er sat på prøve hos nogle. Det tager jeg selvfølgelig til efterretning. Jeg synes dog, at vi skylder at tage os tiden – lade borgere, foreninger og råd komme med høringssvar – samt have et reelt og åbent borgermøde om budgettet d. 9. september, lyder det fra borgmesteren, som vil bruge tiden på at få partierne til at slå koldt vand i blodet og indgå i en god og konstruktiv dialog.







