Furesø Kommune har modtaget et færdigt projekt for Bregnerød Kro. Projektet forventes politisk behandlet i januar 2024.
Observation af Dværgflagermus i skorstenen på den gamle rejsestald har medført en mindre forsinkelse i projektet for Bregnerød Kro.
– I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplan for den tidligere Bregnerød Kro, er alle bygninger inden for området, i løbet af sommeren og start efterår 2023 undersøgt for, om de bruges som raste- eller yngleområde for flagermus. I den forbindelse blev der observeret et rasteområde for Dværgflagermus i skorstenen på den gamle rejsestald (den gule bygning). Forvaltningen har vurderet, at denne observation gør, at lokalplanen skal miljøvurderes, skriver Furesø Kommunes forvaltning i en meddelelse til Udvalget for Plan- og Byudvikling.
Miljøvurderingen skal beskrive miljøkonsekvenserne af forslaget til planen, og vurdere om det skal føre til justering af planerne, samt at inddrage offentligheden i processen.
Engang var Bregnerød Kro områdets stolthed, men i det nye årtusinde fulgte konkurs på konkurs. Efter mange års elendighed købte Føniks AS kroen på tvangsauktion i 2019. Efter mere end fire års arbejde med arkitekter og forvaltningen i Furesø Kommune har ejerne præsenteret deres endelig forslag.
Projektet omfatter 19 hotellejligheder med tilhørende stor restaurant og cykelværksted med servering af kaffe og kage.
Projektet er tilrettet i forhold til antallet af parkeringspladser. Der bliver 35 parkeringspladser. Det er ikke nok til at få tilladelse til at drive en kro, men ejerne indretter byggeriet, så det er muligt at drive kro, hvis man en dag får de nødvendige parkeringspladser.







