Bus 153 – Sydlejren kobles på busnettet

Sådan ser ruten for Bus 153 ud. Skitse: Furesø Kommune.

De 1200 beboere i Sydlejren kan se frem til bedre offentlige transport med etableringen af Buslinje 153.
I Furesø Kommunes forslag til busbetjeningen er der en nyskabelse. Buslinje 153 skal forbinde Sydlejren med Måløv Station og Værløse Station, men også erstatte skolebussen fra Jonstrup til Ll. Værløse Skole.
Linje 153 skal køre fra Ryetvej i Værløse over Værløse St. gennem Jonstrup og Sydlejren, hvor den ved Filmstationen drejer op mod Måløv Station. Den nye linje bliver et supplement til Linje 152, som følger samme rute indtil Jonstrup, hvor den kører op gennem Måløv til Måløv Station.
Den nye buslinje skal i hverdagene fra kl. 6 til 18 køre en gang i timen i begge retninger, hvilket er en markant forbedring for beboerne i Sydlejren, hvor Bus 153 får stoppested ved Søndre Vagt, Mageløse, Hangarhusene, Filmstationen og Gammelvad.
Borgerforeningen Jonstrup 89 modtager den nye linje med positive toner.
– Et byområde af Sydlejrens størrelse må ikke være uden busbetjening. Vi er dog betænkelig ved, om de nævnte driftsvilkår tilbyder tilstrækkelig fleksibilitet til at fremstå attraktiv for potentielle brugere og dermed tilstrækkelig til at understøtte de reelle behov og potentialer samt et bæredygtigt grundlag for buslinjen, skriver Bo Søgaard, formand for Jonstrup 89 i et høringssvar til Furesø Kommune.
Med til historien hører, at Furesø Kommune i dag står for skolebus fra Jonstrup til Ll. Værløse Skole. Den formodes at bortfalde med oprettelsen af den nye buslinje. Jonstrup 89 påpeger derfor vigtigheden i at køreplanen tilpasses skolestart samt at bussen tager et smut ud omkring Propelvej for at samle børnene fra Filmhusene og Udsigtshusene op.
Beboerne i Sydlejren har hidtil kunne vælge imellem at gå til Jonstrup eller Måløv Station, hvis de skulle med den offentlige trafik. Det ændrer sig med oprettelsen af Bus 152, men den sparsomme betjening af ruten ser Jonstrup 89 som et problem.
– I forhold til morgenmyldretiden er ikke overbevist om, at løsningen indeholder den nødvendige fleksibilitet og korrespondance med det regionale trafiknet. Jonstrup 89 opfordrer derfor til hyppigere afgange i både morgen- og eftermiddagsmyldretiderne. Med driftsbegrænsning til kl. 18:00 vil mange pendlere ikke have mulighed for at nå den sidste bus efter arbejde og evt. indkøb. J89 opfordre derfor til, at busbetjeningen opretholdes til kl. 20, skriver Jonstrup 89 til Furesø Kommune.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder