Bymidtens ældste butik skifter ejer

I sin tid var der en guldsmed og en urmager. De blev lagt sammen i 1998. Foto; Struwing. .

Tina Nielsen har solgt Værløse Guld-Sølv-Ure pr 31. juli. Dermed fortsætter Værløse Bymidtes ældste butik.
Efter 39 år som selvstændig – de seneste 15 år på Værløse Bymidte – går Tina Nielsen på pension. Hun har solgt Værløse Guld-Sølv-Ure pr 31.7. Den nye ejer vil også sælge ure og smykker.
Der er tale om en af Værløse Bymidtes ældste butikker, som stammer helt tilbage fra opførelsen af Toftebo II med boligblokke og butikstorv ud mod Den Røde Plads i starten af 196´erne. Byggeriet blev præget af byggestop og blev derfor gjort i etaper. Der blev opført tre blokke med butikker. Guldsmeden fik plads i den midterste del.
Ole B. Kristensen fra Værløseegnens Historiske Foreninger mener, at butikken har over 60 år på bagen.
– Jeg har fået oplyst, at der åbnede to banker i den første nederste blok på vestsiden i 1963. Jeg mener, at den sidste blok op mod Skovgaards Allé stod klar i 1965, så midterblokken med guldsmed og urmager kan være fra 1964, fortæller Ole B. Kristensen.
Oprindeligt var der tale om to selvstændige butikker – en guldsmed og en urmager. Med årene gav det mening, at lægge butikkerne sammen. Det gjorde guldsmed Palle Nielsen ved at overtage nabobutikken.
– De blev jo siden slået sammen ved at vælte muren mellem dem. Det skete 1997/98, fortæller Ole B. Kristensen.

Her har der ligget en guldsmed og urmager siden 1964. Det fortsætter efter ejerskifte den 1.8. 2025.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder