I Nørreskoven – ganske tæt ved Furesøbad – finder man en smuk lille sø. Den bærer navnet Caspars Dam og er kunstigt anlagt. Navnet kommet fra egnens første skovrider Caspar Lindner, som anlagde dammen.
Karpedam
Tilbage i de enevældige kongers tid var det populært at spise karper. En fiskeart som blev importeret fra Asien. Ikke mindst fordi det var vanskeligt at transportere frisk fisk fra havet så langt ind i landet.
Kongerne mistede senere interesse for karpeopdræt, og Caspars Dam groede til, men blev renset op for en del år siden, så den i dag fremstår smuk og indbydende. Ganske tæt på den lille sø finder man et shelter, hvor man kan overnatte.
Under 2. verdenskrig var der drama ved Caspars Dam. Den lokale modstandsgruppe i Værløse øvede skydning ved Caspars Dam og var nær blevet fanget, da den tyske besættelsesmagt ved et tilfælde holdt en stor øvelse i Nørreskoven.
Den dramatiske historie fortæller den tidligere skovløber Heinrich Werther i bogen Ubudne Gæster. Skovløberen var selv en del af den såkaldte skovgruppe, som ved krigens afslutning bevogtede søstien, så folkene fra Gestapo-gruppen i Fiskebækhytten ikke kunne flygte den vej.