Søren Engberg, formand for Centerforeninge,n opfatter den manglende udlejning af butikker i gågaden som chikane fra udlejers side. Dermed skruen Centerforeningen gevaldigt op for bissen i forhold til Fokus Nordic, som står for udlejningen af de tomme lejemål.
Af Mikkel Kjølby
I september 20256 kom byrådsmedlem Egil Hulgaard med noget af en melding omkring de tomme lejemål på Værløse Bymidte, Han sagde lige ud, at det ikke kunne betale sig for Fokus Nordic at sætte huslejen ned.
– Det er forrentningen af ejers investering, der bestemmer værdien af en bygning. En høj leje betyder ejendommen er meget værd. Hvis en ejer sætter lejen ned, realiserer han et tab. Han har simpelthen tabt penge. Når store centrale lokaler på Bymidten ikke er udlejet, skyldes det formentlig, at ejer prioriterer den bogførte værdi højere end den virkelige. Derfor udlejes lokalerne ikke, sagde Egil Hulgaard til Alt om Furesø.
Administrationsfirmaet Fokus Nordic havde dengang ingen kommentarer til Egil Hulgaards anklage. Centerforeningen for Værløes Bymidte beklagede sig til gengæld over, at Bymidten defineres af de ledige lejemål.
Nu skruer Søren Engberg, formand for Centerforeningen gevaldigt op for retorikken i et facebookopslag.
– Vi er kede af, at Dansk Ejendomsfond p/s der er ejet af pensionskasserne, Velliv, Pædagogernes Pension og AP Pension, ikke synes at de tomme lejemål som de har i deres ejendomme på Værløse Bymidte skal lejes ud. Som Centerforening er vi helt uden indflydelse på situationen og trods mange års ihærdige forsøg på at få “hul igennem” til nogen i Dansk Ejendomsfond p/s, så er det ikke lykkes at få nogen som helst i tale. Og heller ikke noget udlejet. Alle andre ejendomsejere på bymidten har fuldt udlejet, så vi opfatter det som chikane. Det er meget utilfredsstillende og gad vist om de skriver i ESG/CSR-beretningen hvert år, at de helt bevidst lader 4-5 væsentlige lejemål i en bymidte stå tomme? Det burde de – under afsnittet “utilfredsstillende”, for det er ikke ligefrem at tage samfundsansvar at forhindre udlejning af tomme lejemål, når der er interesserede lejere. For det er der jævnligt, skriver Søren Engberg.
Alt om Furesø har igen rettet henvendelse til Fokus Nordic for at få en kommentar, men de har ingen kommentarer.
Borgmester Nicolai Bechfeldt (V) synes, at det er under al kritik, at lejemålene står tomme.
– Jeg er glad for, at Centerforeningen presser på for, at der sker noget med de tomme lejemål i Værløse Bymidte, og jeg sætter enormt stor pris på deres indsats. Ligesom foreningen, så synes jeg også, at det er under al kritik, at ejerne ønsker at lade lejemålene stå tomme, siger Nicolai Bechfeldt.
Formanden for Udvalget for Plan og Byudvikling, Robert Mørck (LA) vil finde en god løsning.
– I Liberal Alliance har vi stor respekt for markedskræfterne og den private ejendomsret. Samtidig er vi meget bevidste om den betydning en velfungerende bymidte har for en by som Værløse. Derfor er det vigtigt at vi i en dialog mellem kommunen, centerforening, borgerne og virksomhederne finder en god løsning i den kommende udvikling af Værløse Bymidte, lyder det fra Robert Mørck.
Dermed henviser han til en forestående proces i forlængelse af Udviklingsplanen for Værløse Bymidte. Her er der udarbejdet en rammelokalplan for op imod 200 boliger, fælles faciliteter og parkeringspladser.







