
Noget kunne tyde på, at Krogagerfondens projekt for Kirke Værløsevej 100 aldrig nåede frem til offentligheden i korrekt version.
Hvad gik skævt?
Kirke Værløsevej 100 har været udlagt til byzone i flere årtier og vil fortsat være det, selvom naboer til grunden protesterede voldsomt, og fik Krogagerfondens projekt afvist af et flertal i Plan- og Byudvalget den 9. maj med henvisning til presset på skoler og daginstitutioner i området. Modstanden blev formet ud fra en aktindsigt fra en borger i projektet, da det endnu ikke var konkretiseret, men blot bestod af enkelte skitser bestilt af Furesø Kommunes forvaltning.
Grunden vil fortsat være i byzone og på et eller andet tidspunkt vil der være et politisk flertal for at bygge på grunden, som repræsenterer en meget stor værdi for Furesø Kommune.
På netop dette udvalgsmøde fik Krogagerfonden (ejer af Club La Santa sport red.) mulighed for at præsentere en nærmere bearbejdelse af projektet. Disse oplysninger har aldrig fundet vej til offentligheden. Altomfuresoe.dk har fået oplysninger via en aktindsigt.
Udvalget fik præsenteret et koncept med flergenerationsboliger bundet sammen i et fællesskab omkring idrætsfaciliteter. Fællesskabet skulle også fungere i forhold til lokale idrætsklubber samt naboer, som kunne få adgang til idrætsfaciliteterne. Bebyggelsesprocenten holdes meget lav – mellem ni og 17 procent. Dette er ekstremt lav. Normalt er et projekt som dette med en byggeprocent på 30. Det første bud på de kommende beboere er 100 ældre, 100 vokse og 100 unge. Altså 300 beboere i 75 til 100 boliger.
Club La Santa-projektet vil dermed friholde store dele af grunden til rekreative naturområder.
Hele pointen med Krogagerfondens projekt er, at der er tale om et endnu ikke færdigudviklet projekt. Grunden på Kirke Værløsevej 100 var udset som pilotprojekt. Det hele skulle udvikles i dialog med naboer, forvaltning og idrætsforeninger.
Projektet er lige nu stendødt, men Kirke Værløsevej 100 tages ikke ud af byzone. Grunden vil blive bebygget på et tidspunkt. Naboerne risikerer et væsentlig større projekt til den tid.
Altomfuresoe.dk har været i kontakt med Krogagerfondens repræsentant, Niels Nygaard. Han har ingen kommentarer.
Ifølge altomfuresøs oplysninger har Krogagerfonden taget kontakt til andre kommuner med henblik på at udfolde projektet.
