Gospelkoret Come Together, dyrker glæden ved at synge sammen, men har efterhånden nået et højt niveau. Torsdag den 29, januar kl. 19 kan man opleve koret i Farum Kirke.
Af Mikkel Kjølby
Det var egentlig blot tænkt som et forløb med sangundervisning i fælleshuset for Bofællesskabet Holdepunktet på Farum Kaserne. Men med Alexandar Hjort som underviser gik det så godt, at koret Come Together blev født.
Denise Nielsen greb bolden og fik skabt grundlaget for Come Together.
– Mange synes at det var ret sjovt og ville lave et kor. Jeg skyndte mig at sige ja til at arrangere det, for jeg synes virkelig, at det var sjovt. I starten var det kun for beboerne i området, men senere åbnede vi op for, at andre kunne melde sig. Det har udviklet sig. Nu er vi 30 medlemmer, fortæller Denise Nielsen.
Her fire år senere er grundlaget det samme. Det handler om at have det godt. Det sørger dirigent Alexandar Hjort for. Han er folkeskolelærer og er kendt i lokalsamfundet for at stå bag Søndersøskolens børnekor.
Come Together er et hyggekor, men efter fire år er niveauet blevet ret så godt.
– Det er et kor, hvor der ikke er nogen optagelsesprøve. Man skal bare komme og have en superhyggelig aften. Jeg kan kun garantere, at man er i bedre humør, når man går, end da man kom, men niveauet er efterhånden ret godt, siger Denise Nielsen.
Koret mødes hver anden torsdag i Holdepunktet. Det er altid i ulige uger.
– Vi har en fest i to timer og der er indlagt en pause, hvor der er næsten altid er hjemmebagt kage med. Der skal være tid til at have det godt og snakke sammen, forklarer Denise Nielsen.
Koncert i Farum Kirke
Come Together har givet flere koncerter. Ikke mindst ved de store gospeldage i Tivoli, men nu er tiden inde til at give koncert i Farum Kirke den 29. januar kl. 19. Det sker i samarbejde med sognepræst Jan Asmussen, som undervejs i koncerten giver et par indlæg.
– Man kan forvente en masse god musik og gode gospelsange, som man kan synge med på. Og så godt humør, siger Denise Nielsen.
Repertoiret omfatter både traditionelle gospelsange og andre sange på både dansk og engelsk – og publikum må gerne synge med!







