Cykeltræning for kvinder – Frihed på to hjul

Søndag den 12. april starter Røde Kors Furesø den 11. sæson med cykeltræning for kvinder. Pressefoto.

Røde Kors Furesø starter den 11. sæson med cykeltræning for indvandrerkvinder. Første træningsdag er den 12. april.
Man cykler i Danmark. Det opdager flygtninge og indvandrere hurtigt, og derfor er der er stort behov for undervisning i cykling.
I nogle kulturer er det helt utænkeligt, at kvinder cykler. Andre steder er det for farligt at begive sig ud i trafikken på cykel. Men i Danmark er der tradition for, at alle cykler, og der er sørget for gode, sikre cykelstier.
– Den frihed og de muligheder det giver at kunne cykle tiltaler indvandrerkvinderne, og derfor vil mange af dem gerne lære at cykle. For nogle kvinder er det også vejen til job og selvforsørgelse. Hvis man vil arbejde som SOSU, skal man kunne cykle, fortæller Anny Kjeldsen fra Røde Kors Furesø.


Frivilligcenter Furesø og Røde Kors tilbyder kvinder undervisning i cykling.
– Vi starter træningen på lukket bane. Når man kan sætte cyklen i gang, styre den, kan bremse og give tegn, kører vi ud på stierne i området omkring Frivilligcentret. Som den sidste del af kurset træner vi, hvordan man begår sig i trafikken på offentlig vej. Undervejs i forløbet bliver færdselsregler og cyklistreglerne gennemgået, så kursisterne kan klare sig i den almindelige trafik. Når kurset er gennemført, får man kursusbevis, forklarer Anny Kjeldsen.
Holdet træner hver søndag kl. 10-12 fra omkring påske til efterårsferien med en kort pause midt på sommeren. Der bliver stillet cykler og cykelhjelme til rådighed for deltagerne.
Undervisningen foregår ved Stien, Kultur- & Aktivitetscenter, Paltholmterrasserne 1, Farum.
Nye kursister er velkomne. Der er også brug for frivillige som cykeltrænere. For de frivillige cykeltrænere er det en meningsfyldt og givende aktivitet, hvor kursister og trænere hygger sig sammen.
Henvendelse til aktivitetsleder Anny Kjeldsen, tlf. 3031 0857, annykjeldsen@mail.dk

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *