Daglejr ved Store Bjerg – Farums vildeste tradition

Omkring 600 børn er med på den årlige daglejr ved Store Bjerg.

Omkring 600 børn hygger sig i Uge 27 med fritidshjemmenes traditionsrige daglejr ved Store Bjerg. I år fremkaldes dæmoner i rollespillet og de nordiske guder dukker på ved lerhytten.
Af Mikkel Kjølby
”Der er dag, daglejr igen, det bliver fedt som det plejer”.
Sådan starter hver af de fem skønne sommerdage ved Store Bjerg i Farum. Det er fællessang af den skønneste slags. Når den sidste strofe er sunget, stormer børnene afsted, for de skal nå ud til alle de skønne aktiviteter.
De lokale fritidshjem samler omkring 600 børn på pladsen mellem Farum Sø og Farum Kirkegård. Det er en tradition, som stammer helt tilbage fra slutningen af 1980erne. Det skete efter en strejkevagt, hvor de lokale pædagoger stod og kedede sig. De faldt i snak og stiftede en andelsforening for alle fritidshjemmene. Daglejren var en af de allerførste initiavtiver.
De første mange år strakte daglejren sig over de første to uger i sommerferien, men det blev droppet pga. lukkeugerne, som gjorde det for vanskeligt at planlægge ferie for medarbejderne.
– Det kræver mange ressourcer, men vi prioriterer det virkeligt. Det er vigtigt for os alle at holde traditionen kørende. Vi har en fornemmelse af, at hvis vi misser et enkelt år, så kommer det ikke igen, siger Tina Frederiksen, leder af Fritidshjemmet Idrætten.

Merete Gade er i gang med at udsmykke lerhytten med nordiske guder.

Nordiske guder ved lerhytten
Nede ved Farum Søsti står en lerhytte, som hvert år skifter udseende. Det er daglejrens vartegn.
Merete Gade er pædagog ved Fritidshjemmet Kometen og var med til at opføre lerhytten i 1997. Hvert år bliver den repareret i løbet af daglejrugen, og så kommer der ny udsmykning.
– Sidste år havde vi et rumtema. I år er temaet nordiske guder. Vi laver en Odinfigur ved indgangen og Midgårdsormen kommer til at slange sig rundt om hytten, fortæller Merete Gade, mens et par børn tramper rundt i leret.
Lige ved siden er der krible-krable ved Farum Sø. Oppe ved lejren er der en stor VM-turnering i fodbold. Den står Tala fra Fritidshjemmet Raketten for.
– Vi har spillet over 60 kampe og der mangler lige så mange kampe. Fredag slutter vi af med finalerne. Men det er ikke rigtig fodbold. Børnene sparker på mål, men det er nogle meget små mål, forklarer Tala.
Mads Toft-Olsen, leder af Kometen, når lige at afslutte morgensangen, før han skal i gang i det store fællestelt, som andelsforeningen overtog fra Cirkus 3.
– Vi har rollespil hver dag. I dag bliver børnene medlemmerne af en sekt, og vi skal fremmane en dæmon, siger Mads med et smil.
For såvel børnene som de voksne medarbejdere er daglejren årets højdepunkt. En fantastisk måde at runde skoleåret af og komme godt afsted på ferie.

Børnene står i kø for at hjælpe til med at gøre leret smidigt.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder