Af Jan Kjældgaard, SF, formand for Handicap, Psykiatri, Social og Beskæftigelsesudvalget
Furesø Kommunes budgetaftale for 2027 og 2028 investerer målrettet i børn, udsatte medborgere, beskæftigelse, natur og forebyggelse. Det er jeg både glad for og stolt over.
For SF er ansvarlig økonomi ikke et spørgsmål om at spare mest muligt, men om at bruge vores fælles penge klogt dér, hvor de gør størst forskel ikke mindst for mennesker, der har brug for fællesskabet.
SF har i flere år arbejdet for at ændre den økonomiske styringslogik: fra kortsigtede besparelser til langsigtede investeringer i velfærd og mennesker. Det er både socialt rigtigt og økonomisk klogt, fordi tidlig hjælp og forebyggelse kan bremse problemer, før de vokser sig større og dyrere.
Børn og unge er derfor en afgørende prioritet. Flere voksne i dagtilbuddene, bedre mulighed for to fagprofessionelle i klasserne og afskaffelsen af lukkeugerne skal skabe mere nærvær og bedre rammer. Dertil kommer 2 mio. kr. årligt til bedre læringsrum på skolerne.
Som formand for Handicap-, Social-, Psykiatri- og Beskæftigelsesudvalget har jeg haft et særligt fokus på de mennesker, der har mest brug for vores fælles hjælp.
Jeg er glad for akutpakken på 2,4 mio. kr. til det specialiserede børneområde. Den skal bidrage til at nedbringe sagsbunker og sagsbehandlingstider og skabe et bedre arbejdsmiljø.
Der er også behov for et tilbud til unge i mistrivsel og med psykiske udfordringer i vores kommune. Derfor etablerer vi et samarbejde med Headspace. Vi udvider samarbejdet med Fontænehuset, så flere borgere kan få hjælp til beskæftigelse og jobafklaring. Og vi styrker beskæftigelsesindsatsen for mennesker med handicap, på integrationsområdet og etablering af flere fleksjob.
På ældreområdet styrker vi demensindsatsen og den målrettede sundhedsfremme og forebyggelse. Samtidig investerer vi mere i naturpleje, biodiversitet og klimatilpasning.
For SF handler ansvarlig økonomi ikke om at spare sig til en bedre kommune. Det handler om at investere os til en stærkere kommune.
Investere i børnene, før problemerne vokser. Investere i mennesker, før de mister fodfæstet.
Investere i fællesskaber, før nogen bliver stående alene. Og investere i naturen, før vi mister den.
For vi skal selvfølgelig passe på økonomien. Men vi skal også passe på mennesker. Og vi skal sørge for, at Furesø hænger sammen.







