Af Ole Bondo Christensen, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget på vegne af den socialdemokratisk gruppe i Furesø Byråd.
Vi bliver flere ældre, plejebehovene bliver mere komplekse, og samtidig skal vi leve op til nye krav den nye ældrelov og sundhedsreformen. Det stiller store krav til vores ældrepleje i disse år.
I Furesø arbejder vi nu med en samlet masterplan for at udvikle ældreområdet. Borgerne skal opleve kompetente og omsorgsfulde medarbejdere, høj kvalitet i plejen, færre skiftende medarbejdere og større mulighed for selvbestemmelse. Det kræver, at vi har attraktive arbejdspladser inden for ældreplejen, så vi kan rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere.
Flere uddannede medarbejdere og et fortsat kvalitetsløft af plejen kommer ikke af sig selv. Det kræver investeringer.
Derfor vil vi i de kommende budgetforhandlinger arbejde for en fortsat udvikling af ældreplejen. En værdig ældrepleje kræver, at vi investerer i de mennesker, der hver dag gør en forskel for vores ældre medborgere.







