Af Flemming Oppfeldt, (Furesørødderne) Søvej 5A, Farum
Furesøs borgmester har ingen relevans længere. Og ingen kan erstatte ham. Så kort kan det siges om det budget for 2027-2028, som byrådet vedtog onsdag 7/10. I sandhed en skændselens dag.
Hvad betyder det, at borgmesteren ikke har power? Han er administrationens øverste chef, han kan tage visse initiativer, klare de daglige forretninger, men han har fået klippet sine klør, så han kan ikke med autoritet kan føre byrådets opgaver ud i livet. Hvorfor? Fordi det ikke er hans budget. Borgmesteren og et lille mindretal fra Venstre, LA og DF har deres ideer. Resten af byrådet, fra Konservative over A til Enhedslisten har deres budget, som de har vedtaget. Men i budgettet er der forudsat en række handlepunkter, og nogle af dem kræver en borgmester ved rorpinden som er 100% for opgaven.
Derfor er det en katastrofe. Det er som at se en togafsporing i slowmotion. Vi har et dysfunktionelt byråd. Med lidt held bliver de alle gode igen, gode venner, finder ud af at processen var grebet forkert an osv.
Jeg vil ikke fælde nogen dom over, hvornår og hvorfor det gik galt. Men det er indlysende, at det første budget i en byrådsperiode skal varsle store transformative ændringer. Alt det vi som ældre og yngre forventer af et nyt byråd. At de stræber efter en vision og ikke et sløvt gennemsnit.
Det budget der er vedtaget, indeholder noget nyt og noget godt. Men det gode er ikke nyt. Og det nye er ikke godt. Det gode: nedskæringerne på folkeskolen og daginstitutionerne for 3 år siden blev rullet tilbage. Wow! men det var jo valgkampens pligtopgave og de skyldige sad i byrådssalen. Det nye: den ene side af salen ville dele ud af kassebeholdningen. Den anden side af salen, vil optage nye lån, til at finansiere festen. Sådan set er hele byrådet blevet taget med fingrene nede i kagedåsen.
Det værste er, at byrådet har ødslet en chance bort for at skabe en vision for et nyt Furesø. Den vision skulle afspejle sig i det første budget og vedtages, så den kunne virke inden næste valg. Det ville kræve et enigt byråd, som skulle stå sammen om upopulære beslutninger, men som kunne virke inden 2030. Hvad kunne indsatsområderne være: egentlige administrative besparelser. I forhold til befolkningssammensætningen, er kommunen overadministreret for 50-70 mio. kr. Emnet er tabu. Hvis byrådet ville gøre noget ved dette spild, ville det kræve et enigt byråd. Eller mindre sager: Jonstrupskolen, det kan nemt udbygges for 2 årgange og meget billigere end for 70 mio kr. Men det kræver, at det er byrådet med borgmesteren i spidsen, som forhandler m2-prisen på byggeriet. Eller, hvad med Bybækskolen? Der er kæmpemuligheder, men det er med Bondos ord skubbet til en tænkepause, og så sker der ikke noget og bliver et element i næste valgkamp. I stedet havde byrådet onsdag en to timer lang debat der handlede om besparelser på 12,5 mio. kr. Jo tak, det er 0,34% af budgettet. Det er ikke visionært.
Budget Furesø €€€€€€







