Debat – Energirenovering af kommunale ejendomme er sund fornuft

Af Bettina Ugelvig (A), Viceborgmester og formand for Børne og Skoleudvalget , Anders Medum Groth (B) medlem af Natur og Klimaudvalget og Økonomi- og erhvervsudvalget
Alle der færdes i vores kommunale ejendomme, skoler, dagtilbud eller plejehjem har nok oplevet det. En række af vores bygninger er trætte. De trænger til at blive renoveret og ikke mindst blive mere klimavenlige.
Furesø har et årligt anlægsbudget på ca. 130 mio. kr. En del af de midler går til energirenoveringer af kommunens bygninger. Der laves nye tage, bedre isolering, vinduer, facader og fjernvarme. I 2026 er der eksempelvis afsat midler til renoveringer på Solvangskolen, Lille Værløse Skole, Hareskov Skole, flere daginstitutioner og andre bygninger.
Hovedparten af landets kommuner optager lån i Kommunekredit til energirenoveringer. Det gør vi i Furesø på samme niveau, som man gør det fx i Egedal, Gladsaxe og Gentofte. Energiforbedringerne gennemføres ofte samtidig med nødvendige renoveringer. Når et tag skal skiftes, er det oplagt at efterisolere i samme omgang. Når vinduer skal erstattes, kan man vælge mere energieffektive løsninger. På den måde kan låneadgangen til energibesparende foranstaltninger bidrage til at vedligeholde kommunens bygninger inden for den eksisterende anlægsramme.

Kommunens budget afsætter 35,2 mio. kr. årligt til lånefinansiering af energibesparende foranstaltninger. Det er investeringer i bygninger, der skal fungere i mange år fremover – ikke lån til den almindelige drift. Projekterne skal naturligvis vurderes politisk og give mening både økonomisk, energimæssigt og i forhold til bygningernes behov.
Samtidig er det vigtigt at se på kommunens samlede gældsudvikling. Budgettallene viser, at Furesø i årene 2026-2029 afdrager væsentligt mere på gælden, end der optages i nye lån. Nettoafdraget er omkring 96 mio. kr. i 2026 og stiger til godt 102 mio. kr. i 2029. Samlet betyder det en nettogældsafvikling på omkring 400 mio. kr. over fire år.
Furesø låner altså til konkrete investeringer, samtidig med at den samlede gæld nedbringes markant. Det er forskellen på at låne til nødvendige og energibesparende forbedringer og at låne til den løbende drift.
Vi har brug for investeringer i energiforbedringer og bygningsrenovering. Hvis vi bare lader stå til, vil det være rigtig skidt for klimaet og indeklimaet og på sigt også for kommunens økonomi. Misligholdte bygninger er dyre bygninger på sigt. Derfor giver det god mening at optage lån til de nødvendige renoveringsarbejder, når blot vi sikrer, at vi hvert år afdrager markant mere på vores samlede gæld, end vi optager nye lån for. Og det gør vi i Furesø.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *