Debat – Enhedslisten vil forbedre cykelstier og sænke hastighederne

Af Steen Autzen, kontaktperson for Enhedslisten i Furesø.
Jeg vil gerne takke Anders Medum Groth for at sætte et vigtigt fokus på at forbedre rammerne for cyklisterne i Furesø Kommune.I Enhedslisten deler vi ambitionen om at styrke forholdene for cyklister. Derfor vil vi arbejde for at sænke hastighederne på vejene, så børn kan færdes sikkert til og fra skole, fritidshjem og fritidsaktiviteter. De nuværende hastighedsniveauer øger risikoen for alvorlige trafikuheld med personskade til følge. Derfor bør mange veje – særligt omkring skoler, institutioner og boligområder – sænkes fra 50 km/t til 30 km/t-zoner.
Lavere hastigheder vil markant øge trafiksikkerheden, især for børn, der krydser veje i hverdagen. Forældre skal kunne føle sig trygge ved, at deres børn kan bevæge sig frit i lokalområdet uden frygt for bilister, der kører for stærkt.
Men lavere hastigheder kan ikke stå alene.
Enhedslisten vil samtidig prioritere en markant forbedring af cykelinfrastrukturen. Der er brug for flere og bedre cykelstier, der gør det trygt og attraktivt at cykle – også for de yngste. I dag er mange cykelstier for smalle og slidte, hvilket skaber farlige situationer, når cyklister skal overhale hinanden. Det øger risikoen for, at børn presses ud på kørebanen med alvorlige ulykker til følge.
Jeg har selv oplevet, hvor galt det kan gå: En skoleelev faldt ud foran min bil, og kun fordi jeg nåede at reagere hurtigt, blev en ulykke undgået. Sådan skal det ikke være.
Derfor vil Enhedslisten arbejde for:
Bredere cykelstier med plads til både langsomme og hurtigere cyklister
Bedre adskillelse mellem cyklister og biltrafik
Flere sammenhængende cykelruter, så børn kan cykle sikkert hele vejen
Bedre vedligeholdelse, så huller og ujævnheder ikke skaber farlige situationer.


Kenneth Øhrberg Krag fra Cyklistforbundet peger på i et interview på DR, at børns cykelkultur under pres, fordi vores opfattelse af tryghed har ændret sig:-Det, som mine forældre, da jeg var barn, syntes var trygt og sikkert, vil man som forælder i dag synes er utrygt og usikkert.
Den utryghed hænger tæt sammen med høj fart, manglende cykelinfrastruktur og uoverskuelige trafikforhold.
Cyklen er ellers en investering i både sundhed, klima og fællesskab. Når flere cykler, mindsker vi trængsel, støj og CO₂-udledning – og vi styrker både folkesundheden og trivslen.
Tryg trafik handler i sidste ende om politisk vilje.
Enhedslisten vil sætte børns og cyklisters sikkerhed først.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *