Af Bettina Ugelvig, viceborgmester og formand for Børn og skole
Allan Ravn, der er suppleant til Byrådet for Venstre, fortsætter med at fremsætte forkerte tal og konfrontatoriske påstande på FB og i aviserne. Ravns udspil kommer i kølvandet på, at budgettet for Furesø blev vedtaget af 17 ud af Byrådets 21 medlemmer, men hvor Venstres to medlemmer i Byrådet valgte at stemme imod. Når man læser indlæggene fra Allan Ravn, må man spørge sig selv, om borgmesterpartiet overhovedet ønsker at være med i det fremtidige samarbejde i Byrådet?
Fakta er, at Furesø siden 2010 har betalt 1,4 mia. kr. af på gælden fra før kommunesammenlægningen. De kommende 4 år bliver vores samlede gæld reduceret med yderligere 400 mio. kr., også selv om vi – som andre kommuner – finansierer energirenoveringer via kommunekredit. Ingen andre kommuner har afviklet så meget gæld så hurtigt.
I Venstres budgetforslag, som blev stemt ned, ville de bruge 153 mio. kr. af kommunes kassebeholdning og samtidig optage lån i 2027 og 2028. Det fandt det store flertal af Byrådet uansvarligt.
Det er forkert, når Venstre påstår, at vores anden gæld (den ved siden af Furesøgælden) er steget med 600 mio. kr. siden 2010, og at den i løbet af de kommende år vil overstige Furesøgælden. Og så er det både hoved- og historieløst, når Venstre kalder de lån, der gennem årene i enighed er hjemtaget til energirenoveringer som ”Bondo-gælden” alene af den grund, at Venstre gennem alle årene har stemt for, at energirenoveringer skulle finansieres via lån i kommunekredit.
Vores låneoptag til energirenoveringer svarer til det gennemsnitlige låneoptag i landets kommuner, og vi afvikler langt mere på vores samlede gæld, end vi optager nye lån. Det virker derfor meget populistisk, at Venstre nu så kategorisk og ultimativt lægger afstand til det, i stedet for at indgå i en dialog resten af Byrådet. Venstre må gøre op med sig selv, om de er blevet et protestparti, der står uden for og råber op, eller om de vil søge samarbejde i Byrådet?







