Debat – Et budget med både sejre og kompromisser – vejen frem mod valget

Af Lars Carstensen, gruppeformand (K)
Som formand for den konservative byrådsgruppe i Furesø Kommune er jeg både tilfreds og bekymret over den nyligt indgåede budgetaftale for 2025-2026. Det er en aftale, der afspejler vores udfordrende økonomiske situation, men som også indeholder tiltrængte forbedringer på nøgleområder, ikke mindst inden for ældrepleje og sundhed.

Børneområdet – en investering i fremtiden
I Det Konservative Folkeparti ser vi børnene som vores vigtigste ressource, og vi har derfor kæmpet for at sikre gode rammer for vores yngste borgere i budgetaftalen. Det glæder mig, at vi med aftalen har prioriteret midler til at styrke både almenområdet og specialundervisningen i vores skoler og dagtilbud. De ekstra 10 mio. kr., afsat til at dække behovet for specialundervisning, vil give flere børn mulighed for at få den rette støtte i deres nærmiljø, hvilket er essentielt for deres trivsel og udvikling.
Vi har lagt vægt på at fjerne besparelserne på normeringerne i vores daginstitutioner, hvilket er afgørende for at skabe trygge og stimulerende rammer for børnene. Vi har også helt fjernet tunge besparelser som 3 ugers sommerferielukning af dagtilbud og FFO’er. Den foreslåede stigning i forældrebetalingen i FFO1, FFO2 og FFO3 er blevet halveret.
Alt dette sikrer, at forældrene ikke står med uforholdsmæssigt store økonomiske byrder, og at børnene får den kontinuitet i deres hverdag, som de har brug for. Det er vigtigt for os, at vi investerer i vores børns fremtid ved at sikre, at de har adgang til dygtige og engagerede pædagoger, som kan støtte dem i deres tidlige udvikling.
Når det er sagt, er vi også nødt til at sige, at der stadig er besparelser på børn- og skoleområdet, og dem ville vi gerne ville være foruden. Børnene er vores fremtid, og den skal ikke spares væk.

Ældre- og sundhedsområdet – en kerneprioritet for os konservative
Det er med stor tilfredshed, at vi har formået at sikre en række forbedringer på ældre- og sundhedsområdet. Med denne aftale tilføres området samlet set 42 mio. kr. over de næste to år, hvilket er et afgørende skridt mod at sikre en værdig og tryg alderdom for vores ældre medborgere. Det er essentielt for os, at Furesø Kommune fortsat er et sted, hvor man kan blive gammel med værdighed, uanset om man har brug for pleje eller blot ønsker at deltage i sociale fællesskaber. Vi har sikret ro omkring områdets økonomi i årene fremover. Vi har kæmpet for, at ældremilliarden rent faktisk vil blive brugt på ældre- og sundhedsområdet, og det bliver den. Vi har desuden fået indført nogle reguleringsmekanismer, som gør, at budgettet reguleres i takt med antallet af ældre, som modtager hjemme- og sygepleje, samt hvor mange der genoptrænes.
En vigtig ting er, at besparelserne på den vedligeholdende træning på plejehjemmene og reduktionen af aktiviteterne på aktivitetscentrene Skovgården og Gedevasevang er blevet fjernet og reduceret. Det ville have været en betydelig forringelse af ældres muligheder for at opretholde livskvalitet, hvis disse var blevet gennemført som det lå i budgetforslaget. Der vil desuden ikke blive skåret ned til et bad om ugen for hjemmeboende, som det lå i budgetforslaget.
Vi har kæmpet for at styrke de rehabiliterende indsatser, så vores ældre kan mestre så meget af deres liv som muligt og blive i eget hjem så længe, det er forsvarligt. Brugen af velfærdsteknologi som skærmbesøg og digital genoptræning, vil også blive udvidet, hvilket vi ser som en fremtidssikret løsning, der ikke blot giver de ældre større frihed, men også aflaster vores medarbejdere.
Derudover er det glædeligt, at aftalen inkluderer en fortsættelse og styrkelse af samarbejdet med frivillige kræfter, hvor vi blandt andet ønsker at involvere foreninger og lokalsamfund i ikke-plejekrævende aktiviteter. Dette er et område, hvor vi ser et stort potentiale for at skabe nye, inkluderende fællesskaber, samtidig med at vi kan lette presset på det offentlige system.

Busdrift til de små lokalsamfund – de afgørende forbindelser
Et andet vigtigt område, hvor vi har fået fjernet en planlagt besparelse, er busdriften, specielt på bus 151, som betjener Laanshøj og Kirke Værløse. Vi anerkender fuldt ud, hvor afgørende denne forbindelse er for borgerne i de små lokalsamfund, og vi vil fortsat arbejde for at sikre, at Furesø forbliver en sammenhængende kommune med gode kollektive trafikmuligheder for alle borgere. Og nu vi taler om de små lokalsamfund, så bliver materielgården ikke flyttet til fodboldbanen i Kirke Værløse, og svømmesalen i Hareskov bliver heller ikke lukket denne gang.

Utilfredstillende budgetproces og det strukturelle underskud
Vi mener at det er stærkt utilfredsstillende, at vi gang på gang oplever en budgetproces, hvor besparelsesforslag bliver fremsat med fuld bevidsthed om, at de vil møde modstand, og i mange tilfælde ikke vil kunne gennemføres uden at gøre skade. Efterfølgende bliver disse besparelser lempet, men det efterlader os med spørgsmålet: Hvem er egentlig tilfredse med denne fremgangsmåde, og hvad gavner den? Fremgangsmåden medfører, at en masse borgere med god ret bliver meget bekymrede.
I stedet for at udsætte borgerne for bekymringer år efter år, bør vi tage fat om de grundlæggende udfordringer. Vi har nemlig brug for at bruge flere og flere penge på den nære velfærd, men vi formår ikke at prioritere pengene derhen. Vi står også med et strukturelt økonomisk underskud, som der ikke bliver taget hånd om. Det er foruroligende, at vi i flere år har set et merforbrug, som presser kommunens kassebeholdning og gør det vanskeligt at leve op til vores mål om en sund økonomi. Hvis vi ikke tager hånd om udfordringerne, vil det på sigt skabe endnu større problemer for kommunen og begrænse mulighederne fremover.
Det er afgørende for os i Det Konservative Folkeparti, at der bliver gjort langt mere for at sikre en bæredygtig økonomi med fokus på den nære velfærd. Vi skal fremover fokusere på strammere budgetstyring og finde veje til at reducere merforbruget, så vi undgår at bruge af kassebeholdningen, der allerede er under pres.

Vejen frem mod kommunalvalget
Vi står nu med et budget, der både indeholder svære beslutninger og nødvendige kompromisser. Jeg kan forsikre alle om, at vi i Det Konservative Folkeparti vil arbejde utrætteligt frem mod kommunalvalget for at sikre en endnu bedre balance mellem økonomisk ansvarlighed og en høj kvalitet i velfærden.
Det er vores mål at fortsætte arbejdet med at styrke Furesø som en attraktiv kommune for både borgere og erhvervsliv. Derfor vil vi frem mod valget fortsat kæmpe for en økonomisk ansvarlig linje, hvor vi værner om vores kernevelfærdsområder, samtidig med at vi sikrer et bæredygtigt økonomisk fundament for fremtiden, hvor vi passer ordentligt på borgernes penge.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

1 kommentar til “Debat – Et budget med både sejre og kompromisser – vejen frem mod valget”

  1. Anders Medum Groth

    Kære Lars
    Jeg er enig med flere af de ting, du skriver. Men der er et enkelt område, hvor jeg nok synes, at Konservative med god grund kunne have støttet vores forslag.
    Vi foreslog i Radikale Venstre nemlig både i børn og skoleudvalget, i natur og klimaudvalget, i økonomiudvalget og i byrådet at vi tog besparelserne om bus 151 og nedprioriteringen af normeringerne ud. Alle steder mødte vi modstand fra Konservative. På trods af at I (og flere andre partier) i byrådssalen under førstebehandlingen tilkendegav, at I også gerne så de besparelser ud. I ville gerne have forslagene ud måtte man forstå – og så alligevel ikke da det kom til stykket. Her kunne I have “walked the talk” og fjernet de to forslag. Det var to relativt små forslag (når man ser på den samlede budgetaftale), som let kunne være taget ud tidligere, så børneforældrene kunne bekymre sig om noget andet og borgerne i Kirke Værløse kunne have haft mere ro i sindet ift. bus 151. I valgte at sende besparelsesforslagene videre, og er dermed lige så skyldige i at skabe bekymring, som den I nu anklager Socialdemokratiet for.
    Jeg vil dog gerne kvittere for, at I ville være med til at fjerne de to besparelsesforslag i sidste ende. Men I kunne med lethed have gjort det tidligere. Hvis I ville. Men det ville I ikke.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *