Af: Anders Medum Groth, Gruppeforperson for Radikale Venstre
Denne budgetaftale er blevet til på tværs af politiske skel. Vi er partier og politikere, som ikke er enige om alt – og det skal vi heller ikke være. Men vi har vist, at forskelle ikke behøver stå i vejen for, at vi kan finde fælles løsninger. Tværtimod kan det gøre løsningerne bedre, når vi er villige til at lytte til hinanden, være fleksible og tage ansvar for helheden.
Det mener Radikale Venstre er en vigtig kvalitet i lokalpolitik. For borgerne har ikke brug for, at vi bruger kræfterne på at grave grøfter mellem hinanden. De har brug for, at vi kan bygge broer hen over dem.
Med budgetaftalen bygger vi også en bro mellem det, som vi i Radikale Venstre gik til valg på med Furesø-løftet. Budgettet er et skridt mod de mål, vi har sat om bl.a. børn, grøn omstilling, fællesskaber og livskvalitet.
Vores børn og skoler
På børneområdet foretager vi nogle meget tydelige prioriteringer. Vi styrker normeringen i dagtilbuddene, fjerner de forkætrede lukkeuger og investerer i flere timer med to fagprofessionelle i klassen. 5 ekstra ansatte pr. folkeskole i kommunen afsætter vi nu midler til. Det kommer til at kunne mærkes i hverdagen. Dertil kommer en pulje til at styrke børne- og skoleområdet yderligere og en større investering i at forbedre de fysiske forhold.
Det er samlet set en betydelig prioritering af børnene og deres hverdag. Det handler om den hverdag, børn møder. Om voksne, der har tid til at se det enkelte barn. Om stærkere fællesskaber i skolen. Og om at sætte tidligere ind, før små problemer vokser sig store. Det er også nødvendigt. For selvom Furesø har nogle af landets bedste skoler, har vi fortsat for mange elever, der ikke består folkeskolen. Vi må og skal sigte efter, at vi giver livschancer, uddannelse og muligheder til alle Furesøs børn.
Miljø, klima og biodiversitet
På det grønne område tager vi nogle vigtige skridt. Snart kører alle kommunens busser på el. Samtidig har udbuddet af el-busser vist sig billigere, end vi forventede. Derfor kan vi hente en betydelig besparelse på busdriften og samtidig forbedre den kollektive trafik. Rute 153 udvides med aften- og weekendkørsel i Jonstrup, og bus 332 og 333 får en ekstra tidlig morgenafgang.
Aftalens grønne ambitioner rækker videre end det. Vi prioriterer biodiversiteten og naturen højt med denne aftale. Højere end det tidligere har været tilfældet i vores kommune. Furesø er en kommune med en helt særlig natur. Vi har skove, søer og grønne områder af høj kvalitet. Det giver os et særligt ansvar for at passe på naturen og tænke klima og biodiversitet ind i den måde, kommunen udvikler sig på.
En ansvarlig økonomi
Og så er der økonomien. Vi investerer flere penge på en række områder, fordi vi mener, at det er nødvendigt. Men vi finansierer også prioriteringerne. Aftalen indeholder derfor både udvidelser og betydelige effektiviseringer – herunder en fælles effektiviseringsopgave fra 2028 som vi er sikre på, vi nok skal komme i mål med.
Et godt politisk kompromis er et kompromis, hvor vi kan genkende vores egne mærkesager, men samtidig kan se værdien af det, de andre har bragt til bordet.
Det kræver vilje til at forhandle. Det kræver tillid. Det kræver vilje til at lytte. Og nogle gange kræver det, at man hjælper hinanden med at finde den bro, der gør, at man kan komme fra forskellige udgangspunkter til en fælles beslutning.
Det er den politiske kultur, vi i Radikale Venstre gerne vil være med til at styrke i Furesø.
Vi skal have tydelige politiske forskelle og levende debatter. Men når arbejdet skal gøres for borgerne, skal vi også kunne sætte os omkring det samme bord og tage ansvar for kommunen sammen. Det skal vi gøre, i stedet for at grave os ned i skyttegravene.
Denne budgetaftale alene løser ikke alle udfordringer i Furesø. Det gør ingen budgetaftale.
Men den viser, at vi kan prioritere børnene, løfte velfærden, øge ambitionerne for naturen og samtidig tage ansvar for økonomien. Vi håber også, at erfaringerne fra dette budget bliver starten på en fremtid, hvor et fælles byråd tager ansvar for investeringerne og prioriteringerne i de kommende år, hvor vi skal have stærkere skoler, stærkere lokalsamfund, mere kultur- og fritidsliv og en grønnere kommune.







