Debat – Furesø Kommune først

Af Musa Harmanci, byrådsmedlem for Venstre Furesø. Næstformand i KFIU. Medlem af ÆSU. Medlem af FOU

Mine kæreste medmennesker i Furesø Kommune.
Halvvejs inde i min valgperiode, er det på sin plads, at se på de tiltag, vi har søsat og de resultater, vi har opnået, og de punkter, hvor vi kunne have ageret anderledes. Jeg er meget taknemmelig for det mandat, I borgere har bemyndiget mig med, og arbejder stenhårdt på at leve op til de forventninger der følger med dette. Furesø Kommune fremfor alt andet, og derfor også en situationsanalyse, om hvor vi i dag står, i forhold til da jeg startede på hvervet.
Det har været en inspirerende rejse, en lærerig proces, men mest af alt en ærefuld og ansvarsforpligtende periode, hvor jeg altid har sat borgerne i Furesø Kommune allerforrest, for når dagen er omme, er de trods alt kommunens vigtigste parameter i ligningen. Uden borgernes involvering, er det svært at få succes i byrådet, og svigter man, er det ligeså hurtigt ud, som man fik en stol inde i salen. Jeg nyder at servicere Furesø Kommunes borgere, at gøre deres dagligdag nemmere, ved at være med til at vedtage love, der netop gør en positiv forskel i deres liv, både menneskeligt, men også økonomisk.
Furesø Kommune er en spændende befolkningsmæssig sammensat kommune, og den mangfoldige rigdom dette medfører, kan tydeligt ses i gadebilledet. I Furesø er der plads til alle, og selvom kompleksitet ofte medfører flere og større udfordringer, er vi en kommune der kan rumme og løse dette. Et citat fra en nu afdød og meget stor Venstremand helt inde i sjælen, lyder således:
“Jeg er opdraget i et frit og liberalt hjem. Jeg har aldrig følt mig truet af andre kulturer, andre kulører eller andre måder at tænke på. Om 30 år vil der være stadig flere kulører i hovedet på de folk, der går rundt på vores gader. Og vi vil selv bevæge os meget mere rundt. Det er også nødvendigt, at vi åbner os, hvis vi stadig vil stå stærkt til den tid”.
Da Uffe Ellemann Jensen udtrykte sig således, ramte han netop plet, i den måde vi anskuer tingene i Furesø Kommune. Vi rummer yderligheder, skæve eksistenser, men får altid det maksimale ud af de udfordringer der opstår i køvandet på dette. Netop derfor er Furesø Kommune, ofte reference kommune, når positive iværksatte projekter omtales i Kongeriget Danmark, og det er vi særdeles stolte over. Venstre har en stor andel i denne succes, mennesket før alt andet, et liberalt frisind, der finder det bedste frem i alle, er med til at berige vores elskede kommune.
Hvad skal der så ske fremadrettet? At hvile på laubærene, er den sidste tanke vi i Venstre kan komme på og undertegnede har dedikeret sit mandat på at få så meget indflydelse som muligt, til gavn for flest mulige mennesker. De næste par år, skal der hele tiden lægges på indsatsen, og jeg sætter barren højt, fordi jeg ved at det forventes af mig og fordi at jeg ønsker at være den bedste udgave af mig selv, til gavn for de vælgere der har vist deres tillid til mig.
FURESØ KOMMUNE FØRST!
Med de bedste liberale hilsner.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest