Af Ole Bondo Christensen (A), Furesøs borgmester, Bettina Ugelvig (A), 1. viceborgmester og gruppeformand for Socialdemokratiet, Lars Carstensen (C), 2. viceborgmester og gruppeformand for Konservative, Jesper Larsen (V), næstformand i ØU og gruppeformand for Venstre. Alle er medlem af Økonomiudvalget i Furesø Kommune.
Alle landets kommuner oplever i disse år store udfordringer med at få økonomien til at hænge sammen. De statslige bevillinger rækker ikke til at dække de stigende udgifter til børn og unges mistrivsel, voksne med handicap, psykiske og sociale udfordringer og flere ældre med komplekse plejebehov.
Vi skal fra kommunernes side lægge pres på regeringen for at få andel i det økonomiske råderum til en ordentlig service.
Samtidig er vi nødt til at finde nye veje at drive kommune på: Vi skal blive bedre til at forebygge, samarbejde på tværs og skabe rammer for det gode liv, så færre får brug for dyre specialtilbud. Vi skal også blive bedre til at inddrage foreninger, virksomheder og civilsamfundet i nye løsning på fremtidens velfærdsopgaver. Vi skal effektivisere kommunens drift gennem regelforenkling, frisættelse af medarbejdere og brug af kunstig intelligens og velfærdsteknologi.
Vi kan komme langt med en fortsat udvikling af vores kommune. Men vi får ikke balance i budgettet, hvis vi ikke også gennemfører nødvendige prioriteringer. Fremover vil der være noget, som vi som kommune må undlade at gøre og andet, som vi må gøre med et lavere serviceniveau end i dag. Det er den virkelighed, som alle kommuner ser ind i.
Furesø betaler hvert år 124 mio. kr. i renter og afdrag på gælden fra før kommunesammenlægningen, og det skal vi gøre frem til 2040. Samtidig er Furesø en stor bidragsyder til det kommunale udligningssystem, da Furesøs befolkning som helhed er mere veluddannet, mere velstående og sundere end borgere i de fleste andre kommuner. En stor del af Furesøs skatteindtægt sendes derfor via udligningssystemet videre til andre kommuner. Det begrænser den service, vi kan tilbyde borgerne her i kommunen.
I 2025 og 2026 har byrådet tidligere indlagt en endnu ikke udmøntet besparelse i hvert af årene på 25 mio. kr. Herudover har byrådet besluttet at udarbejde besparelsesforslag for yderligere 25 mio. kr., så vi har mulighed for at prioritere mellem de forskellige besparelsesforslag i de enkelte fagudvalg. Samlet skal der altså udarbejdes besparelsesforslag for 75. mio. kr. ud af et samlet budget på ca. 2,7 mia. kr.
Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at finde smarte besparelser, med færrest mulige konsekvenser for borgerne, men som i alle andre kommuner kommer vi ikke uden om at pege på besparelser, der vil kunne mærkes i form af lavere serviceniveau på nogle områder eller kommunale opgaver, som vi må vælge fra.
I løbet af foråret vil vi i byrådet arbejde med et langsigtet spare- og mulighedskatalog. Vi ser frem til at inddrage kommunens medarbejdere, borgere og foreninger i arbejdet og på den baggrund forhandle en budgetaftale for 2025-26 på plads med både besparelser og midler til udvikling. Budgetaftalen for 2025-26 vedtages endeligt i oktober 2024.
DEBAT – Furesø skal finde besparelsesforslag for 75 mio. kr.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest