Debat – Furesø er godt på vej mod klimamålene

Af Lene Munch Petersen (A) og Claus Davidsen (A)
Når man ser på klimadebatten i medierne, kan det til tider virke som om opgaven med at nedbringe CO2-udledning er uoverskuelig. Her i Furesø Kommune har vi heldigvis gode grunde til at tro på, at vi kan nå vores ambitiøse klimamål. Vores nyeste klimaregnskab viser, at vi siden 2019 har reduceret CO2-udledningen med hele 28%. Det er et vigtigt skridt mod vores mål om at være CO2-neutrale i 2030 og CO2-negative fra 2035.
Vi kan godt være stolte, for det er ikke kun store strukturelle ændringer, der driver udviklingen. Det er i høj grad også borgerne i Furesø der bidrager til de grønne fremskridt.

Borgerne går forrest
Det er særligt glædeligt at se den store deltagelse i borgerrettede klimaindsatser Klimafamilierne, Grønne Nabofællesskaber og SparEnergi. Når vi samles om at lære, dele erfaringer og gøre vores hjem mere klimavenlige, bliver vi alle klogere og mere handlekraftige. Den grønne omstilling kræver engagement på alle niveauer, og her i Furesø er vi heldige at have så mange aktive og engagerede borgere, der vil være med.

Solceller og grøn strøm i hverdagen
Et af de områder, hvor vi ser konkrete resultater, er den stigende lokale elproduktion. Her er produktionen fra solceller steget med hele 68% siden 2019. Det gælder både på private tage og ikke mindst på kommunale bygninger, hvor vi fx på Stavnsholtskolen har installeret solceller gennem vores Klimaselskab. Det er en investering i både fremtiden og økonomien, og et tydeligt signal til næste generation om, at vi handler.
Elforbruget er faktisk steget med 21% siden 2019, og det er en positiv udvikling. Det afspejler at flere er skiftet til varmepumper og elbil, som erstatning for fossile brændsler. Samtidig bliver elproduktionen hele tiden grønnere. Faktisk er CO2-udledningen fra el faldet med hele 60%, selvom vi bruger mere strøm end tidligere. Det viser, at vi er på rette vej.

Vi er ikke i mål
Klimaregnskabet viser også, at der stadig er udfordringer. Især på transportområdet er der et stykke vej igen. For at nå vores mål, skal vi reducere CO2-udledningen fra transport med omkring 63% inden 2030. Det kræver en stor fælles indsats, og der sker allerede meget. Elbiler og plugin-hybrider udgør nu omkring 16 % af bilerne i kommunen, og vi ser en støt stigning år for år.
Fra kommunens side er vi gået forrest, og størstedelen af vores vognpark (fx driftsgården og hjemmeplejen) er i dag elektrisk, og der sker løbende en udskiftning. Størstedelen af udledningerne på transportområdet ligger imidlertid hos borgerne, og som kommune kan vi forsøge at inspirere og understøtte skiftet til elbiler, tilbyde offentlig transport som alternativ, sikre gode vilkår for delebiler og forbedre forholdene for cyklismen når vi har muligheden.
Nogle af kommunens klimaplaner vil ikke kunne nås fuldt ud inden 2030. Et par eksempler er vores mål om CO2-neutrale spildevandsanlæg og plantningen af 20.000 træer, som tager længere tid end håbet. Men det betyder ikke, at vi giver op. Tværtimod må vi justere, prioritere og finde nye veje. Klimaarbejdet er ikke en lineær proces, men en dynamisk rejse, hvor vi hele tiden bliver klogere og tilpasser kursen.

Furesø kan vise vejen
I Furesø fik vi i 2020, som den første kommune i Danmark, vedtaget en ambitiøs klimaplan. Vi har som mål at være CO2-neutrale i 2030, imens vi i 2050 skal optage mere CO2 end vi udleder. Dertil har vi som mål at være klimarobuste i 2025. Det betyder, at vi skal være forberedt på mere regn, mere varme og mere ekstreme vejrhændelser. Det kræver grøn infrastruktur, træplantning, og klimatilpasning, det kræver derfor at vi fortsætter med at tænke langsigtet og handle lokalt.
Vi er endnu ikke i mål, men vi er godt i gang. Vi håber, at denne status kan inspirere og give lyst til at gøre en ekstra indsats.
Efter sommerferien inviterer vi til to lyttemøder, hvor vi håber at mange vil møde op, og dele idéer til at nå i mål. Her vil vi fortælle lidt om de initiativer som allerede er søsat, samt forsøge at indsamle idéer og skæve løsninger, som vi er sikre på findes i massevis i vores kommune. For vi skal fortsætte den grønne omstilling sammen. For klimaet. For vores børn. For Furesø.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder