Af Louise Piester, centerchef for Center for By og Miljø
Der har den seneste tid været en række indlæg i Alt om Furesø om Fingerplanen og mulighederne for at etablere FOSS Science Park i Furesø Kommune. Jeg vil med indlægget her præcisere et par forhold.
Indledningsvist vil jeg gerne slå fast, at Furesø Kommune og FOSS/Ibsen Photonics kun vil udvikle det område, der er i spil, hvis vi samtidig kan sikre mere biodiversitet i området end i dag. Derfor bliver området kortlagt og planlagt ud fra den præmis.
Furesø Kommune har ikke søgt om at få dispensation fra Fingerplanens bestemmelser om det såkaldte krav om stationsnærhed for kontorarbejdspladser med mere end 1500 etagemeter. Forvaltningen har været i dialog med Plan- og Landdistriktsstyrelsen for at drøfte mulighederne for, at FOSS Science Park kan etableres i forlængelse af Farum Erhvervspark.
Vi har taget initiativ til dialogen, fordi FOSS’ innovationspark kan styrke det lokale erhvervsliv samt tiltrække nye højteknologiske virksomheder og dermed nye, lokale arbejdspladser.
Landsplandirektivet har den grundregel, at der er loft på, hvor mange kontorarbejdspladser en virksomhed må have, hvis den ligger længere væk end 1200 meter fra en station, Virksomhederne i FOSS’ branche er en blanding af udvikling, produktion og kontorarbejde, og de har dermed behov for et større kontorareal. Det gælder også FOSS’ innovationspark.
Af den grund kan man mene, at Landsplandirektivets/Fingerplanens tilgang til kontorarbejdspladser er ude af trit med tiden, og kan være til hinder for at fastholde og tiltrække spændende og miljøvenlige virksomheder. Derfor har forvaltningen været i dialog med Plan- og Landdistriktsstyrelsen samt FOSS og Ibsen Photonics.
Debat – Furesø Kommune er i dialog med myndigheder om FOSS Science Park
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest
3 kommentarer til “Debat – Furesø Kommune er i dialog med myndigheder om FOSS Science Park”
Fingerplanen er en visionær plan (1947 og fornyet flere gange), hvis hovedformål er at sikre grønne områder (kiler) mellem de bebyggede arealer. Man ønskede klart at adskille by og land, i stedet for planløs spredning af bebyggelserne i hele hovedstadsområdet.
Fingerplanen indeholder en regel om stationsnært byggeri. Ved nybyggeri må der ikke være mere end 1200 m til nærmeste station. Dette er ikke overholdt for den ønskede Science Park.
Furesø kommune bør ikke arbejde for at omgå Fingerplanens intentioner.
Carsten jeg er helt enig. Hvis ikke vi holder fast, så bliver de sidste landområder vest for Frederiksborgvej bebyggede.
Jeg er meget enig med jer og SF er heller ikke tilhænger at bebygge grønne områder til et nyt erhvervsområde. Kommunen må finde et brun plet og bebygge……