Debat – Kommunen arbejder på fuld tryk for at reducere hastigheden

Centerchef Louise Piester svarer på Flemming Oppfeldts debatindlæg om muligheden for hastighedsnedsættelser i Furesø Kommune.

Af Louise Piester, centerchef for By og Miljø
Vi arbejder med fuld tryk på at få nedsat hastigheden på kommunens veje. På baggrund af ønsker i Natur og Klima-udvalget er vi ved at forberede henvendelser om nedsat hastigheden på flere veje i Furesø Kommune. Det gælder blandt andet Paltholmvej, Jonstrupvangvej, Frederiksborgvej og Kollekollevej.
Flemming Oppfeldt har dog ret i, at der blev henvist til en ældre bekendtgørelse fra 2017 i læserbrevet om hastighed på vejene. Det er en beklagelig fejl, vi og takker i den forbindelse for hans årvågenhed. Det ændrer dog ikke ved konklusionen. Furesø Kommunes sagsbehandling vedrørende forslag til ændringer af hastighedsgrænser tager udgangspunkt i den seneste bekendtgørelse (BEK nr 3 af 03/01/2022 (Hastighedsbekendtgørelsen)). “Afgørelser om lokale hastighedsgrænser træffes, for så vidt angår offentlig vej og privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i lov om private fællesveje, jf. lovens § 3, af politiet efter forhandling med vejmyndigheden, jf. færdselslovens § 92 a, stk. 2.”

Politiet er altså stadigvæk den helt centrale og afgørende aktør, når der skal tages beslutning om ændring af hastighedsgrænserne på Furesø Kommunes veje. Støj fylder mere i den nye bekendtgørelse fra 2022, men Politiet er stadigvæk kommunens centrale samarbejdspartner i den nye bekendtgørelse fra 2022. Når vi kender konsekvenserne af hastighedsændringer og er enige om, hvor der skal være hastighedsændringer, så må vi altså stadigvæk gå til Politiet for at få godkendt hastighedsændringer og evt. anke Politiets afgørelse, hvis vi vurderer, at der er grundlag for at få medhold i en ankesag.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest