Af Musa Harmanci – Byrådsmedlem. Det Konservative Folkeparti (C)
Det er egentlig bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt tonen kan ændre sig, når nogle partier finder sammen om et politisk samarbejde til gavn for hele kommunen og for alles bedste og andre partier pludselig ikke selv sidder med ved bordet.
Man forhandler, finder sammen og indgår aftaler, og nogle gange opdager man, at flertallet ligger et andet sted, end man selv havde regnet med. Det er politik, og sådan fungerer politik åbenbart. Og for nogle er politik måske stadig lidt nyt. Så tag den nu med en smule ro, slå koldt vand i blodet og giv det lidt tid. Man lærer det hele med tiden, ligesom erfaringen også kommer med tiden.
Og når det nu er sådan, hvorfor er det så egentlig så opsigtsvækkende for nogle, at andre finder sammen? Man har jo set det før. Senest ved sidste kommunalvalg og helt konkret på valgnatten, hvor der blev forhandlet på kryds og tværs. Aftaler blev indgået, ændret, forladt og genforhandlet, og til sidst fandt forskellige partier, af forskellige årsager og trods forskellige mærkesager, deres plads i den konstituering, der skulle danne grundlaget for den nye byrådsperiode.
Nogle gik ind i en konstellation, trak sig ud igen og vendte senere tilbage på baggrund af og med henblik på det ene og det andet.
Det var en del af det politiske spil fra deres side. Man må naturligvis vælge den løsning, man mener giver bedst mulighed for at få sin politik gennemført. Det gjorde man dengang på valgnatten. Det var og er politik.
Meeeeen… stop lige en halv!
Så spørger jeg… Hvorfor bliver det så pludselig et problem, når andre gør det samme eller noget, der ligner?
Hvis man selv har været med til at skabe nye politiske flertal, gå nye veje, forhandle på kryds og tværs og skifte kurs undervejs, må man også kunne acceptere, at andre gør det samme. Det interessante her er derfor ikke, om man må og kan finde sammen. Selvfølgelig må og kan man det. Det interessante er mere, hvorfor den samme handling pludselig får en anden betydning, når man selv står udenfor.
Det gælder også en nu tidligere byrådsprofil, som i dag på de sociale medier kritiserer andre for at finde sammen på tværs, selv om vedkommende selv var til stede på valgnatten, hvor forskellige partier endte med at finde sammen på kryds og tværs. Godt kan lade sig gøre! Og i øvrigt kan vedkommendes interesse for det politiske spil den nat jo bare kaldes ren nysgerrighed og så lade den ligge der. Man kan selvfølgelig ændre mening. Det skal man have lov til. Men så skal man også passe på med at gøre andres politiske valg forkerte, blot fordi man ikke selv står samme sted længere.
Som man siger på pænt dansk… Man skal ikke kaste med sten, hvis man selv bor i et glashus.
Når det er sagt, skal man også huske, at politik ikke kun handler om de aftaler, man indgår.
Det handler også om måden, man fører politik på. Man må gerne være skarp, kritisk, uenig og også gerne prøve at være sjov, hvis man kan finde ud af netop det. Politisk satire må også gerne være en del af debatten. Men det skal bestemt ske inden for respektfulde rammer.
Når man selv vælger at kommunikere gennem skarpe bemærkninger, tegninger, videoer og andre satiriske virkemidler, må man også være klar over og acceptere, at andre lægger mærke til formen og kan reagere på den, nu eller senere. For det går begge veje.
Og så skal man huske tonen og måden, man agerer på i Byrådssalen. Byrådssalen er hverken en kaserne, et tv studie eller for den sags skyld en teatersal. Det er en byrådssal! Der er ingen overordnede og ingen underordnede, og ingen er mere værd end andre. Der sidder 21 folkevalgte med forskellige mandater, holdninger, erfaringer og politiske mål og med hver deres vælgerkreds og baggrund. Ingen af dem har monopol på sandheden, og ingen af dem har fået udleveret retten til at bestemme, hvem der samarbejder rigtigt, og hvem der samarbejder forkert.
Så langt, så godt.
Jeg vil gerne understrege, at det her ikke er et spørgsmål om at føre gamle regnskaber. Overhovedet ikke. Man skal bestemt ikke forveksle tavshed med glemsel. Politik har en lang hukommelse. Ord, handlinger og opførsel bliver husket, ikke for at gøre mere ud af noget, end der er belæg for, men fordi det, man siger og gør offentligt, naturligvis bliver en del af den politiske historie.
Og måske er det netop her, nogle gamle ordsprog stadig kan noget. De kommer vi tilbage til lidt længere nede.
Jeg gør mig ikke til dommer over andre, for jeg har bestemt også selv ting, jeg kan gøre bedre. Men jeg mener godt, man kan forvente, at den målestok, vi bruger på hinanden, også kan bruges på os selv. For politik handler ikke om, hvem der råber højest, eller hvem der kan lave den skarpeste tegning, den mest spidse video, den mest opsigtsvækkende formulering eller være sjovest. Det handler om, hvad man selv står for, også når man ikke får sin vilje. Og det lærer man med tiden. Især når man er ny og stadig uerfaren i politik, som nogle nu er.
Så vær nu, som du er, eller vær, som du giver dig ud for at være.
Og afslutningsvis… Det her er IKKE et “tak for sidst”, som der blev skrevet i et tidligere indlæg fra borgmesteren med henvisning til os Konservative. Overhovedet ikke. Dem, der kender os, kender os, og dem, der ikke gør, tror måske, vi er som dem selv.
Det her er noget helt andet. Det er bare en påmindelse om, at politik går begge veje.
Man ligger, som man har redt eller sagt på en anden måde… Man høster, som man sår!
