Af Flemming Oppfeldt, Søvej 5, Farum, Furesørødderne
Forleden havde Furesø kommune indbudt til borgermøde for at oplyse om en eventuel etablering af en “naturnationalpark” med udspring i Farumskovene. 5 sagkyndige kom med oplæg til mødet. Der blev desværre ikke så meget dialogtid til borgerne. En bærende påstand på mødet var, at en sådan nationalpark skulle indeholde nogle store græssere, som vilde heste, kronvildt, køer og elg. Ideen er, at de roder op i naturen og dermed giver lys og plads til små planter og blomster og øger biodiversiteten. Men sådan nogle store dyr skal indhegnes, og dermed skal en naturnationalpark være omgivet af et 2 meter højt og mange km langt hegn.
Hvis man ser på Farumskovenes forskellige biotoper, så er de rimeligt næringsfattige, dvs. allerede nu er der fine betingelser for de små planter, der ellers vil blive udkonkurreret. Så det er overflødigt, at sætte større græssere ud. Desuden er området uegnet til vilde heste og kronhjort som kræver store sletter, f.eks. som Dyrehaven, men den slags arealer eksisterer ikke i statens skove ved Farum-Ganløse-Nymølle. Tilbage er der kreaturer og elg. Personligt mener jeg, at køerne fylder rigeligt i de indhegninger som er i dag. Elgen er ikke velegnet i en lille naturpark, hvor der er så mange ivrige brugere som man kan træffe i Farumskovene: familier på udflugt, ryttere på hest og cykel, fugleelskere. Bare indenfor 5 km bor der 70.000 indbyggere.
Endelig duer området ikke som en samlet naturnationalpark, da skovene gennemskæres af flere meget befærdede veje. Det vil kræve rigtigt mange hegn, låger og megafæriste.
Jeg mener, at byrådene i deres fortsatte arbejde skal tage i betragtning at en af de arter der har været her længst siden istiden, er mennesket selv. Der findes intet i området som er “naturligt” eller oprindeligt. Hele området er et kulturlandskab, som generationer har formet til forskellige formål. Men helt enestående er vores tunneldal. Derfor ville det være godt, hvis byrådene gik sammen om en vision for det større område Naturpark Mølleåen fra Jørlunde til Fiskebæk. Denne naturpark indeholder i dag nogle af de største og ældste fredninger. Ideen med disse er at bevare landskabet til gavn for besøgende. Der er masser at gøre i dette område, f.eks. tilvejebringelse af mere urørt skov, fremme af mere økologisk produktion for de private lodsejere eller at stoppe overløb fra kloakkerne, og sikre Farum Sø som godt fiskevand. Det kunne også være sådan noget som af foretage et servicetjek af de indhegninger som allerede er foretaget f.eks. på Gretesholm. De ser sørgelige ud, holder ræve, rådyr og grævlinge ude og gør ingen nytte, fordi trækronerne er vokset sammen og ikke giver plads til nye træer.
PS: Kære Furesø byråd, vil I ikke være søde at fjerne alle de dumme låger og hegn på Bunesletten. De er besværlige at komme igennem og de har intet gavnet.
PPS: Kære Farum Sogn menighedsråd, drop planerne om at sætte hegn op ved Storebjerg.
https://www.underskrift.dk/bevar-farum-kirkes-marker-abne-for-alle







