Af: Bettina Ugelvig (A), Lars Carstensen (C), Anders Medum Groth (B), Øjvind Vilsholm (Ø) og Jan Kjældgaard (F)
Furesøs borgmester, Nicolai Bechfeldt (V), giver i Frederiksborg Amtsavis udtryk for, at han er ærgerlig over ikke at være en del af den budgetaftale, som er indgået mellem A, C, B, Ø og F, der tilsammen har 16 af Byrådets 21 medlemmer.
I Furesø har vi en lang tradition for brede politiske aftaler og samarbejde på tværs. Den tradition vil vi gerne holde fast i. Derfor er resten af Byrådet naturligvis også en del af den videre politiske behandling, når budgettet skal drøftes i Økonomiudvalget og Byrådet. Vi ser frem til dialogen.
Når de fem partier – 16 medlemmer af byrådets 21 – for nogle uger siden valgte at fremlægge fælles sigtelinjer for budget 2027-2028, var det, fordi vi havde behov for at sætte en tydelig politisk retning for budgettet. Der var på det tidspunkt ikke fremlagt et egentligt politisk budgetudspil fra borgmesterens side, og det materiale, der lå på bordet, var efter vores opfattelse mangelfuldt og gav ikke et samlet bud på, hvordan Furesø både skal udvikle velfærden og fastholde en sund økonomi.
Samtidig blev der kun holdt få budgetmøder med begrænset deltagelse – og ikke med alle partier samlet. Vi oplevede heller ikke, at der var stor bevægelse i forhold til de ønsker og prioriteringer, som nogle af partierne bragte ind i drøftelserne. Derfor valgte vi i de fem partier at samle vores fælles prioriteringer og lægge dem åbent frem.
Borgmesterens reaktion på sigtelinjerne undrede os. Han har offentligt betegnet udspillet som både for rødt og økonomisk uansvarligt. Det er naturligvis helt legitimt at være politisk uenig i vores prioriteringer. Men når et bredt flertal på 16 af Byrådets 21 medlemmer fremlægger et fælles udspil, havde vi forventet, at det først og fremmest blev mødt med dialog om indholdet og tallene.
For der er intet uansvarligt i, at vi vil investere i Furesøs udvikling, samtidig med at vi passer på økonomien. Flere af os har siddet i Byrådet i mange år og har været med til at træffe de svære beslutninger, der gennem årene har været nødvendige for at håndtere de økonomiske udfordringer, Furesø Kommune har haft med sig.
Serviceudgifterne i ACBØF’s udspil ligger under niveauet i det såkaldte Råderumskatalog. Samtidig lægger vi afgørende vægt på et budget i balance. Vores udspil indebærer en årlig nettogældsafvikling på minimum 90 mio. kr. og en gennemsnitlig kassebeholdning på minimum 80 mio. kr.
For os er ansvarlig økonomi og udvikling ikke modsætninger. Vi skal hele tiden arbejde for at drive kommunen så effektivt som muligt. Men vi kan ikke spare os til en bedre kommune. Vi er også nødt til at investere i børn, ældre, udsatte, natur og den fælles velfærd, hvis Furesø fortsat skal være en kommune i udvikling.
Budgettet skal endeligt vedtages i Byrådet den 7. oktober. Frem mod den dag håber vi, at borgmesteren og alle Byrådets partier vil gå konstruktivt ind i den videre dialog. Vi kommer ikke til at være enige om alt. Men uenighed håndteres bedst ved at diskutere forslagene og tallene – ikke ved på forhånd at stemple andre partiers prioriteringer som uansvarlige.
Det er sådan, vi bedst bygger videre på Furesøs tradition for bredt politisk samarbejde.







