Af Anders Adams, DN Furesø.
Det er fantastisk at kirken ønsker at give en del af sine jorder tilbage til naturen. Det er en gave til kommende generationer og et udtryk for respekt for det skaberværk, som vi alle har et ansvar for at forvalte.
Vi står midt i en natur- og klimakrise, hvor naturen er under pres overalt i Danmark. Derfor kan vi ikke undgå, at den grønne omstilling også medfører forandringer lokalt. I Furesø har vi et særligt ansvar for den enestående natur i Mølleådalen, som rummer naturværdier af national betydning. Andre steder i landet bidrager borgere ved at blive naboer til vindmøller eller solcelleparker.
Det er samtidig værd at huske, at en omlægning til natur ikke betyder mindre adgang til området. Dyrkede marker bliver omdannet til offentligt tilgængelige områder med nye muligheder for naturoplevelser.
I debatten fremhæves maskinelt høslæt som et godt alternativ til græsning. Men det er ikke korrekt. Høslæt kan give flotte blomsterflader, men det skaber ikke den samme variation i levesteder, som helårsgræsning gør. Forskning og naturundersøgelser er ret entydige på det punkt. Selv landbrugets videnscenter SEGES, har i deres seneste virkemiddelkatalog fra 2026, vurderet helårsgræsning som et af de mest effektive redskaber til at styrke biodiversiteten, mens høslæt vurderes væsentligt lavere.
Der henvises i debatten til negative erfaringerne med græsning fra folden ved Kong Volmersvej. Men det er vigtigt at skelne mellem forskellige former for græsning. Et lille areal med perioder med relativt hårdt sommergræsning kan ikke uden videre sammenlignes med veltilrettelagt helårsgræsning på et større sammenhængende naturområde. Derfor kan erfaringerne ikke bruges som et generelt argument imod helårsgræsning. Jeg genkender heller ikke beskrivelsen af området som værende tilgroet eller i generel dårlig naturtilstand.
Hvis vores børns barndomsminder skal rumme store naturoplevelser og hvis deres barndomsland skal være fyldt med blomster og sommerfugle, så er vi nødt til at give reel plads til naturen. Også i Furesø Kommune og naturligvis i den helt særlige mølleådal. Derfor håber jeg meget at menighedsrådet griber muligheden og omlægger ikke blot marker, men også dele af overdrevet til en stor samlet fold med helårsgræsning.







