Af Allan Ravn (V), ingeniør i medicinalindustrien og bekymret borger i Furesø.
For at være helt klar: Venstre går ind for en løbende og sund vedligeholdelse af Furesøs bygningsmasse. Det gælder både energirenoveringer og andet fornuftigt vedligehold, der holder vores bygninger gode for borgerne og for klimaet.
Derfor er det også stærkt politisk fordrejet, når Socialdemokratiet kommer med urigtige påstande om, at Venstre er imod energirenovering.
Der, hvor jeg som økonomisk ansvarligt tænkende borger må være på vagt, er når løbende vedligehold udføres for lånte penge. Det sker samtidig med, at vi allerede i Furesø har en meget stor ny gæld – også kaldet Bondo-gælden.
Jeg anerkender, at kommunen ikke direkte har misligholdt gældsforpligtelserne; det er bare sket ved at optage ny, dyr gæld.
Der har været 16 år med overforbrug på mindst knap 400 mio. og en Bondo-gæld på 600 mio. (ny Furesø-gæld). Læs evt. indlægget “Bondo-gæld og intet svar fra Preben Sandberg Pettersson”.
Hvis man skal tænke og handle økonomisk ansvarligt, er man nødt til at have hele gælden med i regnskabet. Vi kan kalde vores gæld grønne lån, røde lån, blå lån osv. lige så meget vi vil – renter og afdrag skal stadig betales. Hvis vi så skal låne penge, er muligheden med Kommunekredit muligvis en ok løsning. Det er overforbruget og forøgelsen af Bondo-gælden i baglokale-budgettet, som jeg er imod.
Det bliver for omfattende at tilbagevise alle de misvisende påstande i indlægget om, at Venstre er imod energirenovering. Lad os dog tage et udpluk:
Hvis der kun bliver optaget lån til energirenoveringer, der giver mening – hvorfor er tilbagebetalingstiden så nogle steder over 100 år?
Har I aldrig hørt, at Venstre stiller spørgsmål til energirenoveringslånene? Jeg har selv i valgkampen stillet lignende spørgsmål, i forhold til at renten på Bondo-gælden er ved at overstige renten fra den gamle Furesø-gæld.
En mindre kassebeholdning giver flere renteudgifter. Hvis Preben S. Pettersson eller andre fra Socialdemokratiet kan finde en bank med højere indlånsrente end udlånsrente, vil jeg gerne høre om den.
Det lyder lidt hult at skrive “stå sammen om Furesø”, efter Socialdemokratiet er gået med i et baglokale-budget uden om et ansvarligt embedsværk og optagelse af ny, dyr Bondo-gæld. Dertil kommer uudmøntede besparelser, der i praksis betyder fyringer i kommunen.
Men ja – Venstre vil netop gerne samarbejde og finde løsninger for Furesø. Det får vi brug for, når tømmermændene fra dette baglokale-budget melder sig.







