Debat – Servicerammen er til for borgerne – ikke for opsparingens skyld

Af Jan Kjældgaard, byrådsmedlem for SF
Furesø Kommune kom ud af 2024 med et overraskende stort overskud på over 100 mio. kr. På overfladen kan det lyde som sund økonomistyring – men det er ikke nødvendigvis en god nyhed for kommunens borgere.
Kommunens økonomi styres bl.a. af en serviceramme, som sætter et loft for, hvor mange penge vi må bruge på den daglige velfærd: skoler, daginstitutioner, ældrepleje, fritidsområdet og den sociale indsats. Servicerammen fastsættes i økonomiaftalen mellem staten og Kommunernes Landsforening (KL). Hvis kommunerne under ét overskrider den samlede serviceramme (alle kommunernes serviceramme lagt sammen) , kan det føre til økonomiske sanktioner – men bruger vi for lidt, kan det også få konsekvenser.
Bruger Furesø systematisk mindre end sin serviceramme, risikerer vi, at rammen fremover sættes lavere – under henvisning til, at kommunen alligevel ikke bruger sit fulde råderum. Det kan føre til en ond spiral, hvor vi år efter år får mindre plads til at styrke eller genoprette velfærden – selv når behovene er åbenlyse, og pengene faktisk er til stede.
Derfor mener SF Furesø, at det er både økonomisk og politisk uansvarligt ikke at bruge den serviceramme, vi er blevet tildelt. Det handler ikke om at “bruge løs”, men om at prioritere rettidigt: Udebliver nødvendige investeringer i fx skoler, kompetenceudvikling eller social forebyggelse, kan det føre til større regninger senere – både i kroner og i menneskelige omkostninger.
SF foreslår derfor, at vi afsætter et større beløb til en pulje for videreuddannelse af lærerne og pædagogerne i vores folkeskoler og kommunale daginstitutioner. Områder der i årevis har været forsømt. Vi foreslår markant bedre normeringer, to fagprofessionelle voksne i langt flere klasser, færre børn i klasserne, indførelse af gratis (eller billig) skolemad, fjernelse af de reducerede åbningstider og afskaffelse af lukkeugerne. Det vil betyde øget trivsel for både kommunens børn, deres forældre og personalet i vores skoler og daginstitutioner og mindske udgifter til symptombehandling i fremtiden.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *