DEBAT – Snerydning i isvinteren

Af Anders Medum Groth, Byrådsmedlem (B) og udvalgsmedlem i Natur og Klima
Vi har været igennem nogle strenge uger, hvor vintervejret har vist sig fra sin hårde side. Driftsgårdens folk har utrætteligt kæmpet imod vejret, og har startet arbejdet op kl. 3 om natten og stort set kørt i døgndrift i mange dage.
Alligevel står jeg tilbage med en oplevelse af, at vi som kommune ikke har gjort det godt nok. I mange dage har vi set de samme vejstrækninger med massiv farlig sort is. Flere steder har været deciderede farlige. Mange af cykelstierne har ikke været ordentligt ryddet og vi har set både ældre og unge brække håndled, og det der er værre. Det har ikke været godt nok, og vi skal som kommune gennemse vores vintertjeneste. Vi kan ikke være tjent med, at vejene er så ufremkommelige i så mange dage.
Vi har netop gennemført en ny affaldssortering, som betyder at de forskellige fraktioner bliver hentet på forskellige dage med mange dage imellem. I gamle dage kom skraldevognen hurtigst muligt og tømte den ene affaldsbeholder, så snart vejene tillod det igen. Når vi nu sorterer i fire forskellige store beholdere, bliver det et stort problem, når renovationen ikke kan komme frem. På mange villaveje har man måtte vente alt for mange dage på at få tømt restaffald, madaffald, plast, pap og glas efter julen og nytårets festligheder. Borgerne kan ikke være tjent med, at renovationen ikke kan afhente affaldet, fordi kommunen ikke har ryddet vejene. Det må vi i udvalget forholde os til, så vi kan levere en bedre vintertjeneste. 

Om løsningen er mere grus eller granitskærver i isvinteren eller om vi skal have et større beredskab at trække på ved snefald må afklares. Vi skal i hvert fald gøre det bedre, end det er sket i de seneste uger. Tak til de ansatte der har knoklet på for at løse opgaven. I har gjort, hvad I kunne i situationen. Men vi må som politikere se på, om vi kan hjælpe jer med at løse opgaven bedre i fremtiden.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder