Af Lars Carstensen, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget (K)
Jeg vil gerne takke Seniorrådet for jeres utrættelige indsats for at sikre bedre vilkår for vores ældre borgere. Jeres engagement er både vigtigt og nødvendigt, særligt i en tid hvor ældreområdet desværre har været genstand for gentagne besparelser.
Jeg deler fuldt ud Seniorrådets synspunkt om, at Furesøs andel af midlerne fra ældremilliarden bør dedikeres udelukkende til ældreområdet. Ligeledes er det vores klare holdning, at den kompensation, som kommunen modtager i forbindelse med lønstigningerne fra trepartsaftalen, bør forblive på velfærdsområderne – hvor de virkelig gør en forskel.
Om vi kan samle et flertal for de synspunkter i de kommende budgetforhandlinger, vil tiden vise. Men jeg kan forsikre jer om, at det er et klart standpunkt for mig og den konservative byrådsgruppe.
Som I korrekt påpeger, har vi gennem flere år været tvunget til at gennemføre en række omfattende nedskæringer på ældreområdet, inklusive de ekstraordinære nedskæringer på 6 hhv. 9 millioner kroner samt måttet leve med den manglende demografiregulering af midler til hjemmeplejen. Det er et efterslæb, der har påvirket vores ældrepleje negativt. Jeg er dog glad for at kunne informere jer om, at en sådan regulering nu er foreslået i budgettet for 2025 og frem, hvilket jeg stærkt håber, bliver vedtaget. Dette vil være et første skridt i retning af at rette op på de udfordringer, vi står overfor.
Endnu en gang tak for jeres vedholdende arbejde og jeres vilje til at sige fra på vegne af vores ældre. Jeres stemme er vigtig, og den vil blive hørt i de kommende drøftelser.
Debat – Tak til Seniorrådet
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest