Debat – Vi kan vende den grænseoverskridende arrogance, der risikerer at smadre bytorvet 

Simone Salung (LA) og Lars Carstensen (K).

Af Simone Salung (LA) og Lars Carstensen (K)

Der er rift om de stadigt færre p-pladser på Farum Bytorv, men mange af pladserne er nu allerede optaget af biler, der tilhører folk, der arbejder i nærheden, samt pendlere. Med den kommende udvidelse vil flere p-pladser forsvinde, og taberne bliver butikkerne, hvis kunder får sværere og sværere ved at få parkeringspladser.
Det gjorde ondt, da butikker måtte lukke pga. Corona-epidemien. Dengang kunne vi ikke gøre meget. Men at kvæle forretningslivet langsomt ved ikke at sørge for de nødvendige rammer, er at gøre grin med menneskers levebrød lige her og nu – og her kan der gøres noget.
Mangel på løsning har tidligere været præsenteret som et ideologisk korstog om at bruge bilen mindre, men i virkeligheden er det en nem forklaring, der dækker over en absurd inkompetence inden for planlægning, blandet med en god portion arrogance.
De kummerlige parkeringsforhold på Farum Bytorv er igangsat af planer for by-innovation uden ordentligt arbejde for at sikre parkeringsforhold. Forretningernes interesse i at sikre nem adgang til parkering for deres kunder er ignoreret. Pendlere og dem der arbejder nær ved, har intet alternativ til, hvor de ellers kan parkere.
I det kaos, der nu er skabt, må der ageres hurtigt. Der mangler (mange) pladser på lang sigt, men på den korte bane skal vi prioritere de handlende. En løsning, der er ganske enkel, indtil der kan komme en ordentlig aftale på plads omkring parkeringsforhold, er, at der gives tidsbegrænset parkering på hverdage på bytorvet. Hvis butikkerne er enige, kunne en midlertidig tidsbegrænsning på eksempelvis 3 timer give både tid til at besøge restauranter og cafeer samt handle.
Forretningerne er kernen i Farums bycenter, og de skal have en god omsætning for at fungere, og det kræver, at kunderne har let ved at få adgang. Det er ikke butikkerne der skal løse de manglende parkeringspladser – og problemet skal løses (ikke ignoreres).

Skitse over udvidelsen af Farum Bytorv. Spørgsmålet er om der kommer nok parkeringspladser.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder