Den Omvendte Pakkekalender gjorde en kæmpe forskel

32 poser blev fyldt til randen med langtidsholdbare varer, hvilket gjorde en kæmpe forskel for en særlig gruppe borgere.

Furesø Kommunes tilbud til misbrugere, Skiftesporet, modtog de 32 fyldte poser fra Menighedsplejens Den Omvendte Pakkekalender. Det havde en overvældende effekt på modtagerne.
– En af modtagerne af poserne fra Den Omvendte Pakkekalender begyndte at græde. En anden havde aldrig nogensinde haft råd til at købe Nutella og var vildt glad over at få en pose med en dåse Nutella, fortæller Connie Lawaetz, fagkoordinator hos Skiftesporet og Specialteamet i Furesø Kommune.
Specialtemaet tager sig af den gruppe borgere, som er for hårdt belastede til at Hjemmeplejen kan tage sig af dem. Der er mennesker, som ikke har flere penge på kontoen den anden i måneden.
Det er hovedsageligt misbrugere, men også borgere med psykiske lidelser. To gange om ugen kan de få et varmt måltid i Skiftesporet.
Netop derfor var poserne med langtidsholdbare madvarer, tandbørster og toiletbørster en optimal gave.
– Personalet blev selv meget overvældet, da vi så de mange poser. Det var langt mere, end vi havde forventet. Det var voldsomt mange ting. Det har givet kæmpe glæde hos rigtig mange borgere, fortæller Connie Lawaetz.
Sognepræst Rosa Bech tog initiativ til Den Omvendte Pakkekalender efter at have set i funktion i Husum. Menighedsplejen i Værløse og Hareskov Sogne tog fat på opgaven. Rotary sponsorerede fremstillingen af 50 poser, som blev lavet af Fontænehuset.
Herefter kunne man hente en pose i en af de lokale kirker, fylde den med langtidsholdbare varer og aflevere den i kirken.
– Det gik rigtig fint. Poserne blev fyldt med mange forskellige varer, siger Rosa Bech.
Nu skal projektet evalueres, men Rosa tør godt love en gentagelse.
– Vi gør det absolut igen, men måske på flere forskellige måder næste år, lyder det fra Rosa Bech.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest