Byrådsmedlem Lene Karmisholt (O) vurderer, at budgetaftalens uudmøntede besparelser kan betyde, at 12-16 medarbejdere skal fyres.
Af Mikkel Kjølby
Dansk Folkepartis nyvalgte byrådsmedlem, Lene Karmisholt, er en af de fire, som står udenfor budgetaftalen indgået mellem ACBØF, Morten Flindt og Tine Hessner.
Lene Karmisholt ser store problemer med budgetaftalen.
– Midt i september, kom flertallets ”budgetaftale”. Det gik ca. 10 millioner over servicerammen, men indeholdte samtidig uudmøntede besparelser for 12 millioner i 2028. Det er ca. det samme som 12-16 medarbejdere, som man man skal fyre. Det kan meget vel blive varme hænder i skoler, daginstitutioner, ældrepleje eller lignende. Det kan Dansk Folkeparti ikke se sig selv i, så vi mødtes med Venstre og LA og har fremlagt et andet forslag, fortæller Lene Karmisholt.
Forslaget fra Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti blev stemt ned af flertallet i økonomi- og erhvervsudvalget. Lene Karmisholt frygter det værste for Furesø Kommune.
– Hvis kursen Socialdemokratiet har lagt forsætter, så ender Furesø Kommune med at blive sat under administration af staten, og så bliver det ikke sjovt at være borger i Furesø, siger Lene Karmisholt.
Det er især låneoptaget, som bekymrer Dansk Folkepartis byrådsmedlem.
– Med de låneoptag, der har været siden 2010, så vil Furesøs samlede tilbagebetaling efter 2030 på Furesøgælden og ”Bondo-gælden” være ca. lige store fra 2030 og fremefter. Det er, hvad de fem partier, der har indgået budgettet, mener er ansvarlig økonomistyring i fremtiden, lyder det fra Lene Karmisholt, som erklærer sig dybt skuffet over, at Konservative er blevet røde og at Radikale Venstre vil glemme de udsatte.
– Politik er ikke personligt, men det er tillid, og når man sidder, fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti, så skal der bruges en god portion tillid, siger Lene Karmisholt.
Underforstået at denne tillid er borte.







