Diaboluskoret optræder sammen med Ghita Nørby den 26. september i Galaksen. Pressefoto.

Torsdag den 26. september kl. 19.30 kan man opleve Diaboluskoret og Ghita Nørby i Galaksen.
Komponist og dirigent John Høybye samler hvert år projektkoret Diaboluskoret til stemningsfulde koncerter med overraskelser, humor og kunstnerisk bid.
Torsdag den 26. september klokken 19.30 opfører Diaboluskoret værket Glasbjergene i Galaksen.
– Glasbjergene er et fantastisk værk sammensat af maleri, digt og musik. Digteren Eva Cortsen har udvalgt 12 kendte malerier og tolket dem i 12 digte, som John Høybye efterfølgende har sat i musik, der udtrykker sig i forskellige stilarter i smukke, energifyldte og iørefaldende sange, lyder det i en pressemeddelelse.
Diaboluskoret akkompagneres af Mads Haaber- sax, Mads Granum – piano, Mikkel Nielsen – bas og Christian Glass – percussion.
Forestillingen rummer også en oplæsning ved den folkekære skuespiller Ghita Nørby, som læser skæbnefortællingen De blå Øjne af Karen Blixen tilsat en musikalsk gendigtning med Niels Erik Nielsen på libretto og musik af John Høybye.
– Storytelleren Karen Blixen havde en særlig evne til at skabe et univers af realisme, mystik og fortryllelse. Det skinner også igennem i denne fortælling, som handler om grådighed, kærlighed og tab, lyder det i pressemeddelelsen.
Diaboluskoret samt sopranerne Christine Nonbo, Marianne Lund og Anne Christoffersen på piano er med på scenen.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *