I et nyt notat belyser Morten Rosenvold Villadsen på vegne af DN Furesø, hvorfor, det er vigtigt at løfte Furesøs natur. Potentialet for god natur er simpelthen helt i top.
Af Mikkel Kjølby
Den tredje puniske krig om græsning på Baunesletten er foreløbigt afsluttet med en 14 hektar stor indhegning som resultat.
Det hele blev sparket i gang af visionen ”Stor natur” forfattet af DN Furesø. I visionen foreslås en indhegning på 100 hektar ved Farum Sø.
I et nyt notat forklarer Morten Rosenvold Villadsen fra DN Furesø, hvorfor det er så vigtigt at løfte Furesøs natur. Det skyldes ganske enkelt, at naturarealerne i Furesø er blandt de mest værdifulde i Danmark.
– Sammenlignet med de fleste andre kommuner har Furesø kommune et langt større ansvar for at prioritere en ambitiøs naturgenopretning og beskyttet natur. Dette skyldes de store naturværdier der allerede findes. Derfor er det afgørende, at Furesø kommune gør en ekstraordinære indsats, hvis dansk biodiversitet skal reddes. Furesø kommune bærer et reelt ansvar for den danske naturskat, skriver Morten Rosenvold Villadsen i notatet, som sender Furesø helt i top, hvad angår den såkaldte bioscore, som illustrerer, hvor man skal prioritere naturen.
Dertil kommer, at man i Furesø har gode muligheder for at skabe de store sammenhængende naturområder.
– Der er næppe nogen kommuner i hele Danmark, der – selv fratrukket bebyggede arealer og infrastruktur – har en så stor andel areal udpeget som vigtige indsatsområder for naturen på nationalt niveau. Hvis ikke der skal foregå en stor indsats med naturgenopretning og beskyttelse af store sammenhængende naturområder i Furesø Kommune, er det svært at se, hvor man ellers skulle gøre det, konkluderes det i notatet.







