De stolte traditioner for at vinde aviskonkurrencer på Hareskov Skole bliver holdt flot i hævd. I år vandt såvel 8. b som 7. c i hver deres kategori.
Af Mikkel Kjølby
Lærerne på Hareskov Skole har igennem årene været enormt dygtige til at bruge landsdækkende aviskonkurrencer til at motivere eleverne. Efterhånden er det gået lidt prestige i det. Igen i år viste skolen flaget på fornemste vis.
8. b med Jakob Buus som klasselærer vandt den landsdækkende konkurrence i lokalaviskategorien for 9- til 10. klasse. 7. c med Sidste Sommer som klasselærer vandt konkurrencen i kategorien Politiken for 6.- 7. klasser.
Jakob Buus ser dygtige elever som en forudsætning for at vinde aviskonkurrencen.
– Jeg tænker, at det handler om, at vi har rigtig gode elever, som gerne vil det. Vi prøver at undervise dem i genren og understøtter deres begær efter viden, men sørger naturligvis også for, at det fungerer, og at man ikke stiller sig tilfredse med et halvfærdigt produkt, fortæller Jakob Buus.
I dette skoleår startede processen med lidt forberedende arbejde frem til A-ugen i uge 46. Her blev der arbejdet med avisen i fire dage. Eleverne arbejdede i grupper, som valgte, hvad de skulle skrive om.
8. b valgte at deltage i lokalaviskonkurrencen. Temaet var ’Valg’.
– Vi valgte det, fordi det er fedt at finde de gode historier i lokalsamfundet, siger Jakob Buus.
Det blev til en forsideartikel om unge, som doom scroller. Den er baseret på undersøgelser for unges brug af mobiler. Den lokale hitmager Lucas Scharff-Poulsen blev interviewet og der blev lavet en historie med kommunens SSP-afdeling.
Der var præmieoverrækkelsen i Politikens Hus onsdag. Her fik eleverne overrakt diplomer.
– Eleverne får skriveglæde ud af konkurrencen, for der er et mål med det. Man lærer meget af at sidde med en deadline. Når man vinder noget, er det et godt minde for ens skoletid. Det prioriterer vi også på skolen, forklarer Jakob Buus.
Det var fedt at sidde med ansvaret
Felix Mørch og Vitus Garfiel fungerede som redaktionsledere i forbindelse med produktion af avisen.
– Jeg lærte en masse. Mere end hvis man ikke var med i sådan en proces. Det med at tage ansvaret lærer man meget af, siger Felix Mørch.
Vitus bakker op.
– Det var fedt at have ansvaret for det. Vi sad til sidst og hyggede med det, da alle var taget hjem. Man har det ret godt med sig selv, når man er færdig og har leveret et godt stykke arbejde. Det var noget af det fedeste ved det, lyder det fra Vitus Garfiel.







