DR Big Band tager på Danmarksturné inden turen går til Japan – og kommer i dén forbindelse til Galaksen i Værløse den 8. oktober.
DR Big Band og chefdirigent Miho Hazama åbner jazzsæsonen med seks koncerter på tværs af Danmark. Galaksens smukke sal i Værløse er et af de udvalget steder med koncertdato den 8. oktober.
I spidsen for koncerterne står chefdirigent Miho Hazama, som siden 2019 har udviklet et tæt musikalsk partnerskab med DR Big Band. Sammen har de både markeret sig stærkt hos det danske publikum og langt uden for Danmarks grænser – og dette efterår går turen igen fra danske spillesteder til den internationale jazzscene.
Sæsonåbningen med DR Big Band bliver samtidig den første mulighed for at opleve musikken fra DR Big Band og Miho Hazamas seneste album, Frames, live i sin helhed i Danmark.
Albummet udkom i april på det britiske pladeselskab Edition Records og består af seks nye kompositioner af Hazama, skrevet med inspiration fra den lange række af markante dirigenter, komponister og arrangører, som gennem seks årtier har været med til at forme DR Big Bands særlige lyd – blandt andre Thad Jones, Palle Mikkelborg, Bob Brookmeyer og Jim McNeely.
Frames har fået en varm international modtagelse. Det britiske musikmedie UK Vibe kvitterede med topkarakteren fem stjerner og ros til både Hazamas kompositioner og bandets præstation, mens All About Jazz roste albummets elegante kompositioner og DR Big Bands musikalske spændvidde. Herhjemme har magasinet Jazznyt ligefrem kaldt udgivelsen for et “bigband-mesterværk”.
I løbet af turnéen suppleres musikken fra Frames med jazzguld fra DR Big Bands omfattende arkiv og højdepunkter fra bandets nylige 60-års jubilæum.
Fra Danmark til Japan
Danmarksturnéen bliver samtidig optakt til endnu et internationalt kapitel for DR Big Band og Miho Hazama. I november rejser de sammen til til Japan med præcis samme program og besætning, som publikum kan opleve på de danske spillesteder.
Det bliver bandets tredje Japan-turné med Miho Hazama i spidsen – og et gensyn med et land, hvor den japanske komponist og dirigent har høj status .
Hazama er uddannet klassisk komponist i Tokyo og senere i jazzkomposition på Manhattan School of Music i New York. Hendes samarbejde med DR Big Band begyndte allerede før hendes tiltrædelse som chefdirigent. De spillede sammen første gang ved Tokyo Jazz i 2017, og siden har samarbejdet udviklet sig til et musikalsk partnerskab, som både har ført til internationale turnéer, albumudgivelser og Grammy-nomineret musik.
Når DR Big Band rejser videre til Japan i november, bliver Frames dermed på én gang et blik tilbage på bandets historie og ny dansk jazz, der rejser ud i verden.






