Vejene i Furesø Kommuner er fyldt med huller – store huller.
Det er sket i forbindelse med det ekstreme vejr i forrige uge. Først kom der sne, så kom der tøvejr, og vandet trængte ind under asfalten. Så kom der hårdt frost. Vandet blev til is og sprængte huller i vejene.
Der er tale om massive skader på Furesøs vejnet. Driftsgårdens ene asfalthold kan ikke følge med.
– Vi har selv et enkelt asfalthold, men de kan ikke følge med. Der er helt vildt mange huller – og det er meget store huller. Vi har hyret ekstra ind. Det første hold fra Munck er gået i gang. Der kommer endnu et hold på fra mandag morgen, fortæller Verner Hansen, leder af entreprenørafdelingen på Driftsgården.
Hullerne er opstået over hele kommunen, men det er specielt slemt i Hareskovby og Farum, hvor man skal sno sig forbi hullerne, som var det en grusvej.
Sådan er det i alle kommuner landet over. Det skyldes et generelt efterslæb på asfaltarbejde. Slidlaget er slidt op. Besparelserne får altså en konsekvens i den anden ende.
– I første omgang tager vi pengene over driften. Vi er nødt til det, siger Verner Hansen.
Driftsgården hyrer ekstern hjælp til at lappe huller
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest