
Nogle drømmer om at spille for fodboldlandsholdet. Andre vil være brandmand eller læge. For Mathias Mencke har drømmen altid været at blive undersøgende journalist og måske, bare måske, vinde en Cavlingpris.
Af Mikkel Kjølby
Så stod han der med en Cavling i hånden og troede ikke sine egne øjne. Mathias kiggede ned til hustruen, som altid støttede ham. Tankerne fløj rundt i hovedet på Mathias Mencke. Alle de svære valg. Den evige stræben. De små børn derhjemme.
– En drøm gik i opfyldelse. Det har krævet mange svære valg og mange ofre. Når man tager telefonen derhjemme for at tale med en kilde en sen aften, eller møder dem i en baggade. Det er også mine kones pris. Hun har støttet mig altid, men også fordi hun forstod, at man kan have så stor en passion. Hun har fulgt det med lige dele forundring og beundring, siger Mathias Mencke.
Cavlingprisen er den højeste udmærkelse for en dansk journalist. Mathias Mencke vandt den som en del af et hold fra netmediet Zetland for afdækningen af minkavlernes ekstremt store kompensation fra staten for lukningen af branchen under coronaepidemien.
Det har været det helt store mål for Mathias Mencke siden tiden på Syvstjerneskolen. Han fik da også en helt særlig hilsen fra sin tidligere lærer, som sjovt nok hedder Mette Frederiksen.
– Min gamle lærer skrev, at hun altid har vidst, at jeg havde det i mig. Det betød meget at have den støtte allerede i skoleårene, fortæller Mathias Mencke.
En anden oplevelse har sat sig i den 34-årige journalist. Da han gik på Borupgaard Gymnasium, blev han gode venner med Mads Mynderup og kom på besøg i familiens hjem i Værløse, hvor der stod en Cavling. Den vandt John Mynderup i 1994.
– Jeg fik lov at holde Cavlingprisen, men drømmen var allerede født i mig længe inden, fortæller Mathias Mencke.
Mathias læste politik og administration på Roskilde Universitet og tog en overbygning i journalistik. Det gik slag i slag med vikariater og fastansættelser, indtil muligheden bød sig hos Zetland. På det tidspunkt var han ansat som socialreporter på Kristeligt Dagblad.
– Jeg har altid haft det mål at arbejde som undersøgende journalist, men det er en nåleøjebranche. Mange undrede sig, eller rynkede på næsen, da jeg tog skiftet til et netmedie, men for mig var det drømmen, som gik i opfyldelse, fortæller Mathias Mencke.
På Zetland blev han for to år siden en del af en gruppe undersøgende journalister. Det er tidskrævende og til tider frustrerende arbejde.
– Det er et enormt tidskrævende arbejde. Ni ud af ti ting bliver ikke til noget, men så er der den ene, som bliver til noget. Det er helt vildt, at vi står her med en Cavling efter blot to år. For mig er det kulminationen på noget, som jeg har drømt om, siden jeg gik i folkeskolen, siger Mathias Mencke.