30.000 spejdere samlet i en gigantisk spejderlejr. Spejderne i Furesø Kommune har tidligere forsøgt at få begivenheden til Flyvestation Værløse og forsøger gerne igen.
Af Mikkel Kjølby
Medierne har flydt over med dejlige historier fra Spejdernes Land ved Hedeland i sidste uge.
Furesø er landets største spejderkommune målt på antal spejdere i forhold til befolkningstallet. 500 spejdere og forældre fra Furesøs spejdergrupper deltog ved Spejdernes Lejr 2026.
Det virker oplagt, at Spejdernes Lejr kunne komme til Furesø – nærmere bestemt det store åbne land på Flyvestation Værløse. Det har faktisk været forsøgt. Det fortæller Sven Krarup Nielsen, tidligere formand for Spejdernes Samråd i Furesø Kommune.
– Før den første Spejdernes Lejr i 2012 forsøgte vi, at få den til Furesø, placeret på Flyvestationen samt omliggende arealer i Nordlejren, Sydlejren, Jonstrup, Måløv og Ballerup. Der var lavet et godt forslag til indretning og aftale med Egedal og Ballerup. Teknisk Direktør Niels Thygesen stod dengang for projektet støttet af borgmester Ole Bondo Christensen, fortæller Sven Krarup Nielsen.
Desværre faldt valgt på Holstebro, som kunne levere en større økonomi.
– Valget gik dengang til Holstebro, der gav tilskud og betalte infrastruktur, som efterfølgende har været genbrugt til byggemodning af lejrområdet. Så vi tabte primært pga. økonomien. Jeg husker også, at Naturfredningsforeningen ikke var begejstrede, men deres bekymringer tror jeg, at vi kunne have løst. Det er jo lige blevet klaret i Hedeland med afskærmede områder, siger Sven Krarup Nielsen.
Den næste Spejdernes Lejr finder sted i Silkeborg i 2030, året efter afholdes der Verdens Jamboree (Lejr for spejdere i hele verden) på samme lejrplads i Silkeborg. Spejdernes Lejr skal så finde plads igen i 2034.
Sven Krarup Nielsen vurderer, at den gamle plan fra 2012 ikke kan genbruges.
– Planen fra 2012 kan ikke genbruges, da området er bebygget, og bebyggelse er kommet tættere på. Men det kunne være spændende og ville kræve en større aftale med Ballerup og Egedal, lyder det fra Sven Krarup Nielsen.






