Den forsvundne dukke var ikke væk længe. Torsdag morgen lå den atter i indkørslen hos kunstneren Bakaos. Den mystiske episode har inspireret kunstneren til at lave installationskunst.
Af Mikkel Kjølby
Tirsdag morgen var en af kunstneren Bakaos mannequinerdukker forsvundet. Den havde ligget på bænken i indkørslen i flere år sammen med en anden dukke. Men pludselig var den væk
Hvad var der mon sket med den?
Bakaos efterlyste dukken på sociale medier og Alt om Furesø skrev om miseren.
Nu er der godt nyt. Mannequindukken lå i indkørslen hos Bakaos torsdag morgen. Godt nok i to dele, men den kunne samles igen.
– En venlig sjæl havde båret hende hjem og lagt hende dér. Nu sidder hun igen på bænken sammen med den grå dame, fortæller Bakaos.
Kunstneren er i højt humør. Der er kommet solskin ind i sindet og ny inspiration. For der var en, som kaldte det for meget speciel form for kunst, og det satte tankerne i gang.
Der skete faktisk noget mere interessant undervejs, som jeg har tænkt lidt over. Jeg er begyndt at se på de to kvinder på bænken på en helt ny måde. De to damer på bænken er jo også et værk, selvom jeg ikke har malet på dem. Det er en installation, der skaber reaktioner, samtaler, nysgerrige blikke, grin. De får børn til at stoppe op og voksne til at undre sig. Og er det ikke netop det, kunst også kan, spurgte Bakaos sig selv.
– Hele episoden fik mig til at indse, at kunst ikke kun er det, der hænger på en væg – men også det, der opstår i mødet med mennesker. Måske er det faktisk min mest levende installation, fordi den interagerer med hundredevis af mennesker om ugen. Så nu går jeg og tænker over en titel til værket, siger Bakaos og foreslår selv Dialogdamerne.
Men åbner for at alle andre gerne må komme med bud.






