Nicolai Bechfeldt og Lars Carstensen ser gerne, at Furesø Kommune går nye veje for at stoppe indbruddene.
Af Mikkel Kjølby
I fredags fangede Jesper Høiberg en indbrudstyv. Tyven blev idømt 60 dages fængsel og udvist i seks år. Han var i forvejen udvist af Danmark.
Jesper Høiberg gav i et interview med Alt Om Furesø udtryk for, at indbrud fylder utroligt meget i Hareskovby. Han havde haft indbrud tre år tidligere og han oplever ofte mistænkelige personer på vejene i Hareskovby.
Venstres spidskandidat, Nicolai Bechfeldt, bor også på en af de lange og mørke villaveje lige ved skoven i Hareskovby.
– Det var både modigt og flot af Jesper, at det lykkedes ham at fange indbrudstyven. Opklaringsprocenten for indbrud er rystende ringe og decideret urimelig for os der bor i Furesø, siger Nicolai Bechfeldt.
Han opfordrer Furesø Kommune til at gå i en kampagne for at ændre loven for, hvilke værktøjer kan bruge.
– Indbrudsstatistikken i Furesø – og særligt i Hareskovby – er alt, alt for høj. Vi er som kommune nødt til at presse på for, at der fra politiets side gøres mere for at modvirke og opklare indbrud. Vi bør også kigge ind i, hvad vi som kommune kan gøre: Eksempelvis opsætning af mere overvågning og tilkøb af private vagtydelser ved indbrudsbølger. Endelig kunne jeg godt tænke mig et samlet pres fra Nordsjællandske kommuner imod Christiansborg for at ændre loven for, hvilke værktøjer politiet må bruge i forbindelse med opklaring af indbrudssager, da politiet bør gives de bedst tænkelige muligheder for at få succes med deres arbejde, lyder det fra Nicolai Bechfeldt.
Konservative Lars Carstensen pressede i 2017 på for mere aktion. Det førte til et borgermøde i Farum Arena, hvor borgmester Ole Bondo Christensen (A) afslørede, at Furesø Kommune gik med i Bo Trygt-samarbejdet. Det førte til et fald i indbrudstallet, men i perioder stiger indbrudstallet igen.
– Jeg har i mange år arbejdet for at få kommunen mere aktivt engageret i kampen mod indbrud. Det kan ikke være rigtigt, at det kun er den enkelte husejers problem. Kommunen kan og bør tage et medansvar – blandt andet gennem et tættere samarbejde med politiet og ved at følge op på indbrud og mønstre for at se, om der er forhold i bybilledet, der kan ændres for at gøre det sværere at begå indbrud, siger Lars Carstensen og foreslår konkret vejledning af en særlig gruppe borgere.
– Jeg vil foreslå, at vi i særlig grad inviterer ældre og sårbare borgere til individuel rådgivning om, hvordan de bedst kan sikre deres hjem. Alle skal kunne føle sig trygge i deres egen bolig, lyder det fra Lars Carstensen.






