Elektroflyveklubben åbner hangaren på Modelflyvningens Dag

EFK 87s flyhangar indeholder modelfly med fantastiske designs. Foto: Jens Arnt.

Søndag den 25. maj er Modelflyvningens Dag. Elektroflyveklubben af 1987 på Flyvestation Værløse deltager.
Af Mikkel Kjølby
Flyvestation Værløse blev lukket som operativ base i 2004, men i foråret 2019 vendte flyene tilbage – i et andet målestoksforhold.
Elektroflyveklubben af 1987 flyttede teltpælene fra et klublokale ved Kildedal Station til Shelter 331 for enden af landingsbanen. Her fik de tilladelse til at indrette en flyveplads til modelflyene, og indrettede det gamle F16-shelter med klubhus og hangar til alle de flotte modelfly.
Klubben er naturligvis med på Modelflyvningens Dag søndag den 25. maj, hvor der er åbent hus i landets godt 100 lokale modelflyveklubber.
– Vi håber på ideelt flyvevejr som er tørvejr og under otte meter i sekundet, siger klubbens formand Carsten Danielsen, og fortsætter:
– Det må godt være skyet, for så er det lettere at se modellerne i luften end hvis solen brager løs. Hvis vejret er med os, kan vi flyve med det hele. Hvis vinden bliver for hård eller det bliver regnvejr, er der desværre nogle af modellerne, der må blive på jorden. Ellers kan vi præsentere det meste i luften fastvingede model ly, helikoptere og droner.
Ud over det flotte syn af de mange udstillede model fly på pladsen, så er der også mulighed for selv at prøve kræfter med at flyve med et modelfly. Man kan både teste sig selv på den opstillede flysimulator ligesom man, hvis vejret tillader, kan prøve en rigtig modelflyver med en af klubbens instruktører.
Klubben har tradition for, at der kommer mange besøgende på Modelflyvningens Dag. Derfor vil der være så mange modelfly som muligt i luften, så der er noget at se på.
– EFK87 har en del unge mennesker i klubben men vil gerne have endnu flere. Derfor er der i år særlig opmærksomhed på de unge under 18, som enten allerede har, eller ønsker at stifte bekendtskab med modelflyvning, siger Jens Arnt fra EFK 87.
Modelflyvning Danmarks Børn & Unge (B&U) udvalg vil være til stede hele dagen, for at hjælpe og vejlede de unge.
På dagen er der mulighed for at bygge en Rookie model eller et Guillows Balsa Kastely. Kastely er simple modeller der samles på få minutter. Rookie er en lidt mere avanceret model med elmotor og den tager ca. 15 minutter at samle. Begge dele kan samles med hjælp fra en instruktør fra B&U. Begge modeller kan flyves straks efter bygningen og man får modellen med hjem.

Udenfor shelteret er der etableret en flyveplads. Foto: Finn Carsten Clausen

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder