Farum Tennisklubs Ella Wendell og Caroline Hermanns har været på opgaver i udlandet. Cheftræneren roser deres store vilje.
Af Mikkel Kjølby
Ungdomsafdelingen i Farum Tennisklub bliver ved med at producere store talenter. I den forgangne tid har to af dem været i udlandet for at prøve kræfter med internationale opgaver.
13-årige Ella Wendell var med det danske U13-landshold til NM for hold i Oslo.
Efter nederlag til Sverige, men sejre over Norge og Finland tog holdet sølvmedaljer med hjem.
Ifølge cheftræner Joachim Bengtsson er det ikke tilfældigt, at Ella klarer sig godt.
– Ella har en ekstrem vilje. Hun er sådan, at hvis man siger: Du skal løbe til Jylland og tilbage, så gør hun det. Hun er en ekstrem fighter, og har udviklet sit aggressive spil. Hun træner næsten lige så meget fysisk træning som tennis, men ligesom alle andre i den alder skal hun lære at tro mere på sig selv, siger Joachim Bengtsson.
Ella var i semifinalen ved UM for U12 i damesingle og blev dansk mester i damedouble i samme årgang.
Caroline Hermanns er årgang 2009. Hun er netop begyndt på Allerød Gymnasium, men inden da rejste hun rundt i Afrika i fire uger sammen med træner Myles Sheldon.
Det blev til en førsteplads i J60-turneringen i Kenya, samt til semifinale, kvartfinale og 3. runde ved tre turneringer i Zimbabwe.
Dermed samlede hun gode point sammen til junior-verdensranglisten, hvor hun ligger omkring nummer 550, men har nogle år tilbage som junior.
– Caroline har gjort det rigtig godt. Hun træner ekstremt meget – også udenfor klubtræningen. Hun er blevet ekstremt meget stærkere fysisk. Hun ønsker at gå hele vejen og blive professionel, fortæller Joachim Bengtsson.







