Emilia Henningsen har kvalificeret sig til Tennis Europes finalestævne for U12-spillere. I næste måned venter Orange Bowl i USA.
Af Mikkel Kjølby
Medlemmerne i Hareskov-Værløse Tennisklub har de sidste fire år haft fornøjelsen af at opleve en usædvanligt hårdtarbejdende ungdomsspiller.
Emilia Henningsens niveau blev tidligt for højt til, at hun kunne finde modstand i de nationale U12-turneringer. Hun har de sidste år rejst ud til turneringer i Europa. Sidste år kvalificerede hun sig til Tennis Europes U12-finalestævne på Rafael Nadals akademi på Mallorca. Her sluttede Emilia i den bedste halvdel af de 32 deltagere.
I foråret 2024 vandt hun to Tennis Europe U12-turneringer og sikrede sig dermed en seedning til dette års finalestævne, som finder sted senere i denne uge. Siden har Emilia spillet U14-turneringer i Europa og har gjort det fornuftigt. Hjemme i Danmark har Emilia holdt sig til at spille U-DM. Her vandt hun i suveræn stil såvel indendørs som udendørs.
– Emilia har svært ved at få modstand i Danmark. Hun må ikke spille U16 og U18 endnu. Nu har vi søgt og fået dispensation til, at hun må spille mod ældre i Danmark efter nytår. Hun har derfor mest spillet Tennis Europe-turneringer. Det betyder at hun skal væk fra træningen i en periode, hvilket heller ikke er optimalt, fortæller Mikkel Nørby, cheftræner i Hareskov-Værløse Tennisklub.
Emilia Henningsens konkurrenter på Mallorca har holdt sig til U12-turneringer og derfor nævnes Emilia ikke i blandt de fire forhåndsfavoritter med flest turneringssejre på den europæiske tour.
Efter turnering på Mallorca skal der trænes frem til en USA-tur i december måned. Her deltager Emilia Henningsen i Orange Bowl for U12-spillere.
Mikkel Nørby var hendes primære træner de første år i klubben. Siden har trænere som Rafa Miralles, Jose Silva, Lars Christensen og senest Morten Christensen på Leschly Tennis Academy været inde over.
Mikkel Nørby er mest imponeret over Emilias store dedikation.
– Hun spiller godt og er en dygtig atlet, men det er ikke forskellen. Den skal man finde i hendes dedikation – den er vild. Jeg har ikke mødt nogen, som har trænet så meget og alsidigt i så tidlig en alder, fortæller Mikkel Nørby, som bemærkede dedikationen allerede da Emilia var syv år gammel.
– Hvis man giver hende en opgave for. Fx 100 sjip. Så kan hun det næste gang. Hun står hjemme i kælderen og øver sig på det. Hun er virkelig stædig, siger Mikkel Nørby.