Engelsk havespil er samlingspunkt i Stien

Bowls spilles i vintermånederne på et klæde i dansesalen på Stien. I somerhalvåret spilles på en bane ved Farum Svømmehal.

Man kan spore oprindelsen af spillet Bowls tilbage til det 13-århundrede. Så længe har englænderne brugt den velfriserede græsplæne i haven til at trille kugler tæt på et mål i den anden ende af banen. Der skal bruges håndelag og finesse, for kuglerne er lidt tungere på den ene side og skal bruge en god bue for at ramme plet. På den måde er det en kompliceret engelsk version af Boule og Petanque.
Hver tirsdag og fredag samles en gruppe entusiaster og dyrker spillet i Bybækskolens gamle dansesal. Her i Aktivitetscenter Stien trilles der med kugler vinteren lang. I sommerhalvåret flytter aktiviteten til en bane anlagt lige udenfor Farum Svømmehals vinduer.
– Spillet blev introduceret for mange år siden af en tidligere Farumborger, Alex, som havde sådan en bane. Det var så sjovt, at Ældre Sagen gav en til bane. Vi har spillet det lige siden, fortæller John Toelhøj.
I forbindelse med den forrige renovering af Farum Svømmehal opstod der en diskussion om, hvad udendørs arealer skulle bruges til. John Toelhøj så sit snit og fik forvaltningen i Furesø Kommune med på at anlægge en bowlsbane. Siden blev der bygget et lille skur og indlagt strøm til kaffebrygning.
– Vi har ikke en forening, men er omkring 20 spillere, som mødes og spiller hver tirsdag og fredag formiddag, forklarer John Toelhøj, som med hjælp fra kontakter i England fik købt nogle brugte bowlskugler med støtte fra kommunen.
Banen er for alle Furesøborgere. Man kan prøve spillet ved at henvende sig i Farum Svømmehal. Mod forevisning af ID kan man få udleveret nøglen til banen og udstyr til at spille.
– Vi har haft problemer med underlaget, men det er udbedret i 2023, så nu vil vi gøre et forsøg på at reklamere for spillet. Vi holder en introduktionsdag til foråret, forklarer John Toelhøj.

John Toelhøj vil arrangere et inforamtionsdag om Bowls til forået, når man rykker udenfor til banen ved Farum Svømmehal.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest