Enhedslisten klar med 11 kandidater til kommunalvalget

Enhedslistens gruppeformand Øjvind Vilsholm er partiets spidskandidat til efterårets kommunalvalg. Han vil bl.a. have flere pædagoger i daginstitutionerne. Foto: Kenneth Løvholt.

Øjvind Vilsholm og Helle Vallentin topper listen, men Enhedslisten præsenterer også nye kandidater som Gitte Holm Hedegaard, Jens Kruse, og Steen Autzen.
Af Mikkel Kjølby
Kandidatlisten til kommunalvalget i Furesø Kommune den 18. november tager form. Nu har Enhedslisten offentliggjort en liste med 11 kandidater.
Begge Enhedslistens nuværende byrådsmedlemmer Helle Vallentin og Øjvind Vilsholm er villige til at tage en periode til, og de er placeret øverst på listen.
– Der er stadig stort behov fra rød-grønne indspark i byrådsarbejdet, siger Enhedslistens Øjvind Vilsholm, der er valgt som spidskandidat til det kommende kommunalvalg.
-Vores daginstitutioner opfylder kravet til minimumsnormeringer, men det er desværre ikke altid, at ressourcerne rækker på den enkelte institution. Og vi har stadig mindst en obligatorisk lukkeuge for meget. På ældreområdet hører vi desværre alt for ofte om manglende hænder og stor personaleudskiftning. Og vi må også erkende, at vi bør gøre det bedre over for vores mest udsatte borgere, herunder dem som lever med forskellige handicap, fortsætter Øjvind Vilsholm.
Enhedslisten fik ved valget i 2021 et flot valg med 6,6 procent af stemmerne. Dermed fik partiet to af de tre mandater til valgforbundet med SF og Alternativet.
I 2017 fik Enhedslisten 5,9 procent af stemmerne og i 2013 blev det til 6,2 procent af stemmerne. I begge perioder havde Enhedslisten et byrådsmedlem, Øjvind Vilsholm.
Ny på kandidatlisten er Gitte Holm Hedegaard som nummer tre. Hun stillede for otte år siden op for Socialdemokratiet, men skiftede kort efter til Enhedslisten, hvor hun er aktiv i det landsdækkende beskæftigelsesudvalg. Efter Gitte kommer endnu en ny kandidat, Jens Kruse, derefter Raigmor Jark, som er 1. suppleant til byrådsgruppen i denne periode, og som nummer seks kommer Steen Autzen, som for kort tid siden skiftede fra SF til Enhedslisten.
Der er tale om en partiliste, hvilket betyder, at de øverste på listen med overvejende sandsynlighed bliver valgt først.
-Det er fedt at vise, at det ikke bare er de gamle, som fortsætter. Vi har flere på vej. I det hele taget har vi et aktivt bagland, som også deltager i byrådsarbejdet og spiller ind med input til Helle og mig. Det er også det som vores kandidatliste afspejler, siger Øjvind Vilsholm.
Enhedslistens 11 kandidater:
1. Øjvind Vilsholm
2. Helle Vallentin
3. Gitte Holm Hedegaard
4. Jens Kruse
5. Rigmor Jark
6. Steen Autzen
7. Jette Lyhne
8. Allan If Jensen
9. Per Uffe Nissen
10. Erik Boldsen
11. Frede Thomsen

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder