I 25 år har Egeskolens 10. klassecenter formet unge mennesker på Jonstrup Gl. Seminarium. Fra 2030 er det slut. Skoleleder Leif Petersen frygter, at EPX vil efterlade mange unge på perronen.
Når man går igennem gangene på Jonstrup Gl. Seminarium fornemmer man hurtigt roen. Omgivelserne er rolige. Lærerne er rolige. Skolelederen er ekstremt rolig. Det er der rigtigt gode grunde til.
– Meget af vores arbejde handler om, at de unge mennesker lige kan trække vejret, siger Leif Petersen.
Leif Petersen blev ansat som viceinspektør i 1998 med den særlige opgave at stå for flytningen fra Lilleskolen på Ll. Værløsevej til Jonstrup Gl. Seminarium. Det skete i 1999. I 2000 overtog Leif Petersen stillingen som skoleleder.
Egeskolens 10. klassecenter er bevidst et lille sted. Der er 175 elever i almendelen og 45 i gruppeordning. I alt er der 26 lærere.
– Vores opgave er at give eleverne noget tro på sig selv. At lære dem at træffe valg. Blive mere modne. Fagligt dygtigere. I bund og grund skal vi give dem en tro på, at de er gode nok, som den de er og kan mestre livet med alt, hvad det indebærer, forklarer Leif Petersen.
EPX fra 2030
I sidste uge kom så SVM-regeringens oplæg til uddannelsesreform. Her lægger man op til at afskaffe 10. klasse og erstatte det med en gymnasiel uddannelse EPX – Erhvervs, professionsrettet eksamen. Med en toårig basisuddannelse, hvor man det første år går i stamklasser og derefter målretter det andet år. EPX rummer også mulighed for et tredje år.
Det er enden på 10. klasse, som vi kender det.
– Jeg kan se mange positive ting ved EPX, men jeg kan også have en frygt for, at det bliver for stort, siger Leif Petersen.
For godt nok skal de nuværende 10. klasselærere fortsætte i det nye regi, men meget vil gå tabt. Ikke mindst den finpudsede evne til at møde og rumme de unge, som er usikre på livet og fremtiden.
– Jeg kan have nogle bekymringer om systemet kan rumme dem. Især hvis det bliver for store enheder og mister den nærhed og omsorg, som der er brug for i en svær alder, lyder det fra Leif Petersen.
Samfundet oplever en eksplosion i unges mistrivsel. Leif Petersen er ikke sikker på, at EPX er svaret på den strukturelle udfordring med mistrivsel.
– Jeg frygter, at vi vil komme til at se flere unge mennesker i mistrivsel, fordi de føler sig misforstået og overset. Får man ikke guidet dem i tide kan udfordringerne og bekymringerne opleves uoverskuelige og så er der lang vej hjem, forklarer Leif Petersen.
1 kommentar til “EPX skal erstatte 10. klasse – Pas på det ikke bliver for stort”
Jeg har to drenge, der har haft stor nytte og glæde af Egeskolen. Vi har en super 10. Klasse skole i vores nærområde. Stor tak til Leif og de fremragende lærerkræfter. Kh Preben Sandberg Pettersson
Der er lukket for kommentarer.