
Værløse Flyhistoriske Hangar har en F-16 stående på ubestemt tid. Nu er der atter lørdagsåbent.
Flyvevåbnets Historiske Samling råder over en enkelt F-16 udstillingsmodel. Den har tit været i Hangar 2 på Flyvestation Værløse. Faktisk har gutterne i Værløse Flyhistoriske Hangar haft fornøjelsen af at gå og nusse om den hele vinteren.
Måske bliver det ved sådan længe. Det vides endnu ikke, hvornår den skal videre fra Hangar 2.
I mellemtiden har man sat gang i en række renoveringer. Der er skiftet en del paneler under vingerne, og nu kommer turen til cockpittet, som så mange har oplevet at sidde i.
– Vi har pillet det bagerste canopy af cockpittet, fordi det skal udskiftes. Senere kommer turen til den forreste del af cockpittets canopy, fortæller Hasse Grandal, formand for Værløse Flyhistoriske Hangar.
Værløse Flyhistoriske Hangar har holdt for besøgende i januar måned, fordi det er for koldt, men fra lørdag den 1. februar er der atter åbent for gæster hver lørdag klokken 13 til 16.
